Kronprins Frederik var kærester med en popstjerne. Joachim var lidt for glad for fart og Crazy Daisy, og så var der noget med en royal gravhund, der bed en garder. Men det er vand i forhold til det skandaleombruste hollandske kongehus.

I 2008 fik den hollandske forfatter og historiker Cees Fasseur adgang til hidtil hemmelige arkiver, og han dykkede ned i og afslørede det hav af skandaler, der har ramt huset Oranja de sidste knap 100 år.

I 40'erne og 50'erne var det skandaler som utroskab, børn født uden for ægteskab og en mystisk spiritists indflydelse i det hollandske kongehus, der efterlod et monarki på sammenbruddets rand. Men man skal ikke mere end 10 år tilbage for at finde nogle af de mest stormfulde år i kongehusets historie.

Overlader tronen til Prins Pilsner
I går mandag meddelte Hollands Dronning Beatrix, at hun abdicerer efter 33 år på tronen. Hun overdrager tronen til sin 45-årige søn og kronprins Willem-Alexander, der har tidligere været kendt som noget af en playboy. Han fik også tilegnet sig øgenavnet Prins Pilsner i sine unge dage. Siden 2002 har der dog været ro på ham, for da valgte han at indgå ægteskab med den argentinsk fødte Maxima, men det var i sig selv en skandale.

Ægteskabet mellem tronfølgerparret, Willem-Alexander og Maxima, skabte nemlig politisk uro i Holland. Prinsesse Maxima hed i sit borgerlige liv Maxima Zorregueita og tjente før sit møde med den hollandske prins sine penge som aktiehandler i USA. Men hun var også datter af Jorge Zorreguieta, tidligere landbrugsminister i Argentina i 1970erne og dermed medlem af det militære juntastyre, som fik tusinder af politiske modstandere til at "forsvinde".

NETHERLANDS/

Opgav tronen for Mabel
Også Prins Johan Frisos ægteskab skabte overskrifter. Han valgte nemlig at opgive sit mulige krav på den hollandske trone for at gifte sig med en borgerlig kvinde ved navn Mabel, der tidligere var blevet sat i forbindelse med en af Hollands mest berygtede narkogangstere.

Prins Johan Friso kom sidste år slemt til skade i en skiulykke og har siden ligget i koma, og det er uvist, om han nogensinde vågner. Ulykken menes at have taget hårdt på Dronning Beatrix, og det seneste år kan have været det sidste skub i retningen mod hendes abdikation. 


Mystisk spiritist
Dronning Beatrix' eget liv har heller ikke just været skandalefrit. Hun voksede op med en ulykkelig mor og far i form af Dronning Juliana og den tyskfødte prins Bernhard. Forældrene blev efter sigende aldrig lykkelige sammen. Bernhard var Juliana utro, og en episode med en mystisk spiritist, der hævdede at kunne få Beatrix' svagtseende søster til at se igen, satte sit spor på deres ægteskab, da spiritisten blev rådgiver for Dronning Juliana. Det kom så vidt, at Juliana frygtede, at Bernhard ville få hende erklæret sindssyg og indsætte Beatrix på tronen for selv at udøve sin magt gennem datteren.

Juliana abdicerede i 1980 og overlod tronen til Beatrix, og traditionen tro, har hun nu valgt at abdicere i forbindelse med sin 75 års fødselsdag.