Prins William og hertuginde Kate har bragt sindene i kog i England, efter at parret i weekenden stak af på en hemmelig skiferie til et rigmandsressort i Frankrig. Ferien kommer kort efter, at prins William er blevet kritiseret for at arbejde for lidt.

Selv om de bærer titlerne prins og prinsesse, så er prins William og hertuginde Kates to små børn, to-årige George og ti-måneder gamle Charlotte, ikke offentlig ejendom. Det har det royale par givet klart udtryk for, lige siden prins George blev født i sommeren 2013.

Parret har i høj grad forsøgt at begrænse fotografers adgang til deres børn. I stedet har hertuginde Kate flere gange selv taget billeder af prins George og prinsesse Charlotte, som er blevet uddelt til pressen. En ordning, der har fungeret rimelig tilfredsstillende for pressen som supplement til andre presseseancer.

I weekenden understregede parret så endnu engang, at de vil have lov til selv at bestemme, hvor og hvornår pressen skal have indblik i deres liv. Men nu er parret gået for vidt, lyder kritikken fra flere britiske medier, blandt andet Daily Mail Og The Sun.



Parret stak nemlig af på en forlænget weekend til rigmandsparadiset  Courchevel i de franske alper for at nyde en familieskitur. Og pressen fik først besked, efter parret var vendt hjem.

Selve skituren er der intet overraskende i, da parret tidligere uden børn flere gange har været på skiferie, ligesom prins William årligt var på skiferie med sine forældre som barn.  Før i tiden var aftalen dog mellem medierne og kongehuset, at pressen var inviteret med til en fotosession ved ankomsten til skisportsstedet, hvor den kongelige familie villigt stillede op og lod sig fotografere mod, at pressen efterfølgende lod dem være i fred på resten af turen. En ordning, der ifølge Daily Mail fungerede fint i mange år.

Prins William og hertuginde Kate ses på deres nyligt afholdte skiferie i de franske alper.
Prins William og hertuginde Kate ses på deres nyligt afholdte skiferie i de franske alper. Foto: POOL
Vis mere

Men den tradition har William og Kate tilsyneladende ikke tænkt sig at videreføre, og det har altså bragt sindene i kog hos den britiske presse.

Kun én enkelt fotograf fra et britisk nyhedsbureau var inviteret med på turen og fik lov til at tage billeder af parret. Han var eftersigende blevet specielt udvalgt af de kongelige, der efterfølgende nøje udvalgte de billeder, der blev udsendt til pressen mandag – flere timer, efter at parret atter var kommet hjem til England igen.

Prins William og hertuginde Kate ses her samme med deres børn prins George og prinsesse Charlotte på deres nyligt afholdte skiferie i de franske alper.
Prins William og hertuginde Kate ses her samme med deres børn prins George og prinsesse Charlotte på deres nyligt afholdte skiferie i de franske alper. Foto: John Stillwell
Vis mere

Og bedre er det ikke blevet af, at det britiske kongehus nægter at oplyse detaljer om parret tur. Kun få ord er sluppet ud i en officiel kommentar:

’Familien fløj til de franske alper på en forlænget weekend og ville gerne dele nogle billeder af deres tur med offentligheden,' lød kommentaren mandag fra det britiske kongehus til Daily Mail.

Og det er ikke kun medierne, der raser over den hemmelige tur. Den britiske politiker Lord George Foulkes fra det britiske arbejdeparti Labour er bestemt heller ikke begejstret for, at parret er taget på en ferie, når prins William for nyligt er blevet voldsomt kritiseret for at arbejde for lidt i sit job med flyvninger af ambulancehelikopter.

Han arbejder eftersigende kun omkring 20 timer om ugen. Og da han ifølge de britiske medier heller ikke deltager i særligt mange officielle pligter, har det vakt stor opsigt. Ifølge Daily Mail har William, Kate og Williams lillebror prins Harry tilsammen deltaget i færre officielle pligter i 2015, end Williams 94-årige farfar, prinsgemalen Philip.

»Jeg finder det under al kritik, at de yngre medlemmer af den royale familie bruger store mængder penge på fornøjelser, mens mange mennesker ikke kan få lønforhøjelser,« siger Lord George Foulkes til The Sun.

Prins William har ofte været på skiferie med sine forældre, da han var yngre. Her ses han i år 2000 med sin far og bror.
Prins William har ofte været på skiferie med sine forældre, da han var yngre. Her ses han i år 2000 med sin far og bror. Foto: ANDY METTLER
Vis mere

Og den korte skiferie har bestemt heller ikke været billigt.

Selv om kongehuset nægter at fortæller detaljer om turen, så har britiske medier fundet ud af, at turen altså er gået til rigmandsparadiset Courchevel. Daily Mail betegner stedet som en legeplads for især russiske oliemilliardærer og deres børn, men også familien Beckham har tidligere ferieret i den lille by.

Prins William og hertuginde Kate ses her på deres nyligt afholdte skiferie i de franske alper.
Prins William og hertuginde Kate ses her på deres nyligt afholdte skiferie i de franske alper. Foto: POOL
Vis mere

Ifølge The Sun har transporten til alperne været af den mere privilegerede slags, da man mener, at prins William har lånt et privatfly fra hertugen af Westminster, Gerald Cavendish Grosvenor, som er en af Englands rigeste mænd. Da hertugens søn samtidig er gudfar til prins George, menes det, at det royale par sandsynligvis har fået stillet flyet gratis til rådighed. Ifølge Daily Mail vil det normalt koste op mod 120.000 kroner per dag at leje flyet.

Dog roser de britiske medier parret for ikke at have brugt en formue på tøjet. Således var hverken prins George eller prinsesse Charlotte iklædt designer flyverdragter. I stedet havde parret valgt nogle mere prisvenlige modeller fra britiske middelklassemærker.