Der er tætte bånd mellem Danmark og Australien. De første spæde tråde knyttet for 40 år siden, da den danske arkitekt Jørn Utzon tegnede det berømte operahus i Sydney. Forholdet blev forstærket, da Kronprinsesse Mary forlod det australske kontinent til fordel for et liv som prinsesse i Danmark. Men i går blev båndene knyttet endnu tættere, da Kronprinsesse Mary holdt tale foran et feststemt publikum ved fejringen af Operahusets 40 års jubilæum.

Der var både Beethovens 9. symfoni, aboriginal-rytmer og henvisninger til H.C.Andersen, da operahuset søndag blev fejret med en stor jubilæumskoncert.

Mary taler Sydney operahus

- Ved dets fødsel betragtede mange operahuset som en, med et eventyr-udtryk, grim ælling. Men operahuset er modnet til en yndefuld, urban skulptur. En smuk svane. Den har fundet sin plads i hjerterne og tankerne hos både australiere og danskere. Det er blevet en national stolthed for begge vores lande, sagde kronprinsesse Mary til folkemængden, der var samlet foran operahuset.

Mary er officiel protektor for operajubilæet og har sammen med kronprins Frederik de seneste dage stået forrest i fødselsdagsfejringen af Utzon-operaen ved Sydneys havn.

Før fejringen nåede kronprinsparret tidligere på dagen, at være ude og se på skaderne efter den skovbrand, der den seneste tid har raset i Australien. Branden, der har hærget mindst 60 forskellige steder i et område vest for Sydney, er skyld i, at 200 boliger er væk og 110 huse ødelagt af brandene.