Både Frederik og Mary har flere gange udtalt, at de vil være helt tæt på deres børn, mens de vokser op. Ligesom de også er helt enige om, at ingen af deres fire børn skal have en opvækst, der ligner Frederiks.

Han voksede nemlig op fjernt fra sine forældres gemakker på Amalienborg. I Frederiks barndomshjem i København lå børneværelserne øverst oppe i Christian 9's Palæ, mens Margrethe og Henrik levede deres liv på de andre etager.

Først da Frederik var tæt på skolealderen, fik han lov til at spise aftensmad sammen med sine forældre. I deres spisestue.

Dermed står Christian, Isabella, Josephine og Vincents opvækst i skærende kontrast til den overklasse-opvækst, som Frederik og Joachim fik. Og som Mary løfter en flig af sløret for i den nye bog, 'Amalienborg', skrevet af Berlingske-journalisten Thomas Larsen og Jørgen Larsen.

Her afslører Mary nemlig, hvor i Frederik 7's Palæ, der jo udgør kronprinsparrets hjem og arbejdsplads i København, familien har deres private bolig.

- I højre fløj af bygningen - og opad i bygningen - har vi skabt vores private del, der fungerer som en stor lejlighed. Det har været vigtigt for os, og det kommer måske fra min opvækst, at vi alle sover tæt på hinanden. Vi har vores værelse og børneværelserne på mezzanin-etagen. Vi har skabt en boble, som er vores, og hvor vi er samlet som familie, som Mary fortæller i bogen.

Hvor Mary som bekendt voksede op i en middelklassefamilie i et helt almindeligt hus i Tasmanien, har Frederik altid været vant til de store forhold på slottene. Og da Mary og Frederik blev gift i maj 2004, havde de allerede besluttet, at deres første hjem skulle være Frederiks elskede mormor, dronning Ingrid, tidligere hjem, Kancellihuset, ved Fredensborg Slot.

Den beslutning har Mary også været særdeles glad for. I forvejen var det overvældende for den tasmanske kvinde at transformere sig fra at have været en hel almindelige borger down under til at blive landets kronprinsesse.

- 'Kancellihuset er et hus, hvorimod Amalienborg er et palæ. Jeg er sikker på, at det ville have været mere overvældende, hvis vi skulle have flyttet ind på Amalienborg med det samme. Derude er man beskyttet af naturen. Fra det øjeblik, jeg kom ind i huset, følte jeg mig godt tilpas. Der var varme og atmosfære, og vi følte, at vi var i vores eget', fortæller Mary om sine foreløbige to kongelige hjem i bogen 'Amalienborg', der er udkommet på Gyldendals forlag.