Da kronprinsesse Mary i lørdags helt inkognito gennemførte den knap to kilometer lange svømmetur, Christiansborg Rundt 2012, overraskede hun alt og alle.

For der var overhovedet ikke nogen der genkendte landets kommende dronning af de cirka 1000 andre svømmere.

Og det var bestemt også hensigten. Det afslørede Mary tidligere i dag, da hun blev spurgt om, hvorfor hun ikke svømmede med diadem på i lørdags?

- Nej, for så var der ingen, der kunne genkende mig, lo Mary.

SE BILLEDERNE: Her svømmer Mary i kanalen

Hun gennemførte svømmeturen i tæt crawl sammen med den professionelle svømmer, Mette Jacobsen på 35 minutter, hvilket var fem minutter hurtigere, end den måltid de to havde sat.

- Det var en stor oplevelse at svømme turen, fortalte Mary til bt.dk.

Forinden var der gået nogle ugers træning, som Mette Jacobsen havde tilrettelagt. Blandt andet havde den professionelle svømmer besluttet, at hærde kronprinsessen ved at lade hende svømme i "rigtigt" vand.

LÆS OGSÅ:

- Vi har været i Furesøen og i Øresund og svømme, så vi har prøvet både klart og ikke særlig klart vand. Der er jo tang og sivgræs i kanalerne, så det er meget godt at have prøvet, hvis man ikke har prøvet at svømme i åbent vand før. Der kan man jo godt blive lidt overrasket over de ting, der er i vandet. Så det er meget godt at have prøvet, også at have svømmet i vand, hvor man faktisk ikke kan se ser særlig meget. På den måde er Furesøen meget god, fordi der både er dybde og steder, hvor man ikke kan se noget som helst, har  Mette Jacobsen tidligere fortalt bt.dk om, hvordan hun trænede Mary.

Både hun og Mary var overraskede over, at ingen havde genkendt Mary hverken under selve svømmeturen, eller når svømmeduoen trænede i Furesøen eller ved Øresund.

- Det var egentlig mest mig, der blev genkendt undervejs. Men som vi også snakkede lidt om, så er man ligesom vant til at se mig i den der form for outfit, mens man måske ikke er så vant til at se kronprinsessen komme gående i en våddragt, badehætte og briller, fortalte Mette Jacobsen til bt.dk.

Dermed lykkedes det Mary at træne helt inkognito, fuldstændig som det lykkedes for Frederik, da han i vinter trænede sig op til at gennemføre Vasaløbet på ski i Sverige.

Op til løbet havde landets kronprins for eksempel stået på rulleski på cykelstierne fra Københavns centrum til Nordsjælland, uden en eneste havde opdaget det. Men som Mette Jacobsen konkluderer, kan det skyldes de uvante ukongelige omgivelser.

- Det har overrasket mig, at vi har kunnet gå nogle steder uden at blive genkendt. Men det handler vel også om, at ingen forventer at se dem i sportstøj. Det er dejligt, vi har sådan et land. Da vi trænede ved Furesøen, var der heller ikke rigtig nogen, der lagde mærke til os. Men jeg ved selvfølgelig ikke, hvor mange der har haft set os. Men det var ikke noget, der vakte postyr eller at folk stillede sig op med mobiltelefonen for at fotografere, fortæller Mette Jacobsen.

I dag fik vi så ord fra Mary selv om svømmeturen.