Søndagens københavnske støttekoncert, der samlede ind til det jordskælvsramte Pakistan, blev en stor succes, konstaterer Aamer Ahmad, en af de tre brødre bag arrangementet i Cirkusbygningen.
Et forsigtigt bud fra ham lyder, at der i alt er blevet samlet 500.000 kroner ind.
- Men det endelige tal har vi først om nogle dage, når vi ved, hvor meget der kom ind på telefon, giro og sms, siger han.
1300 gæster havde betalt 285 kroner for at overvære koncerten, der talte navne som Anna David, Søs Fenger og Outlandish.
Under det velgørende arrangement arbejdede alle kunstnere og teknikere gratis, og alle indtægterne går direkte til nødhjælpen i Pakistan.
Selve koncerten, der startede kl. 19, gav knap 340.000 kroner i kassen. Derudover samlede de tre brødre, der er af pakistansk afstamning, 50.000 kroner ind ved at ringe rundt til private virksomheder.
Aamer Ahmad understreger, at det er katastrofens omfang og ikke, at den skete i Pakistan, der er årsagen til, at de tre brødre har reageret med at stable støttekoncerten på benene.
- Nu skete det i Pakistan. En anden dag er det et andet sted, siger han.
De tre brødre, der ikke tidligere har arrangeret koncerter, var søndag aften meget tilfredse med arrangementet.
- Vi er blevet kimet ned af mennesker, der er blevet inspireret, og som i deres netværk vil lave deres egne arrangementer. Vores budskab har også været budskabet hos kunstnerne og teknikere, nemlig, at vi alle sammen kan gøre en forskel, siger Aamer Ahmad.
/ritzau/
ritzau/






















