Det svenske kronprinspar er netop blevet meldt for bestikkelse, efter det er kommet frem, at en stenrig forretningsmand har betalt deres bryllupsrejse. Men også herhjemme overøser erhvervsfolk og designere de danske kongelige med gaver.

Da Frederik og Mary drog på bryllupsrejse til Kenya i 2004, stillede den danske forretningsmand Jan Bonde Nielsen sit gods til rådighed for parret, har B.T. tidligere fortalt. Mens Mærsk var den glade udlåner af sit private fly til parret.

Ekstra Bladet har i dag under overskriften 'I Sverige kaldes det korruption Frede' samlet en længere række med eksempler på gaveregnen over de kongelige gennem årene.

Blandt andet har Kopenhagen Fur foræret pelse til det meste af den kongelige familie, kan Ekstra Bladet fortælle. Mary fik en minkpels i bryllupsgave af firmaet, prins Christian og prinsesse Isabella fik hver en kørepose i mink. Prinsesse Marie modtog en minkcape og en babybæresele i sapphire mink. Derudover fik Dronningen både en minkkåbe og en minkjakke tilbage i 2002.

- Det er meget normalt, at vi giver gaver. Og så er vi meget stolte af, at kongehuset vil bære vores produkter, siger kommunikatonschef Sander Jacobsen til Ekstra Bladet.

Kongehuset bryder sig ikke om, at der bliver talt åbent om de dyre gaver, og kun sjældent står gavegiverne frem.

- Hvad kongehusets medlemmer foretager sig eller modtager privat, det udtaler jeg mig ikke om. lyder det korte svar fra Lene Balleby, kommunikationschef ved hoffet.

Kronprinsparret rejste også på bryllupsrejse på gode venners regning. Og blandt bryllupsgaverne var op til flere gratis biler, blandt andet en Saab Cabriolet og flere Mitsubishier, skriver eb.dk.