KØB PLUS!

Mary i sorg: Kammerjomfru pludselig død

Kronprinsesse Marys kammerjomfru igennem otte år, Tina Jørgensen, er pludselig død, kun 53 år gammel.

Mary er i dyb sorg efter, at én af hendes aller nærmeste medarbejdere er død.

Det bekræfter hoffets kommunikationschef Lene Balleby overfor bt.dk.

- Alle ved Hoffet er dybt berørte, ikke mindst Kronprinsesse Mary. Tina Jørgensen har arbejdet for Kronprinsessen siden 2004 og har været en stor støtte for hende i alle disse år, siger Lene Balleby og tilføjer, at Mary er meget påvirket af det pludselige dødsfald:

Tina Jørgensen blev fundet død i sin lejlighed på Østerbro i København mandag eftermiddag, hun er død af naturlige årsager, ifølge BT's oplysninger er der ikke mistanke om selvmord.

- Kronprinsessen er dybt berørt over dødsfaldet, siger hun, men kommunikationschefen vil ikke gå i detaljer med, hvordan kronprinsessen reagerede, da hun fik den sørgelige nyhed.

Lene Balleby understreger, at kammerjomfruen efterlader sig et stort tomrum.

- Tina Jørgensen var meget vellidt. Både fordi hun var loyal og kompetent, men også for sit gode humør. Så det er meget, meget trist, siger Lene Balleby.

Så sent som søndag aften var Tina Jørgensen på arbejde for Mary, da kronprinsessen deltog i Lungeforeningens Gallafest på Det Kongelige Teater.

Kollegerne ved hoffet undrede sig over, at Tina Jørgensen ikke mødte på arbejde, og kammerjomfruen blev fundet død i sit hjem på Østerbro

Tina Jørgensen var ansvarlig for kronprinsessens garderobe. Især når Mary var ude at rejse. Så var det hendes ansvar, at Kronprinsessen havde alt med, som der kunne blive brug for.

Kammerjomfruen har været kronprinsessens nærmeste medarbejder, siden hun blev medlem af den kongelige familie. De to var ifølge Billedbladet meget tætte på hinanden, og Mary holdt af kammerjomfruens jordbundne, rolige og meget hjertevarme personlighed og livsglæde.

Der var ikke umiddelbart noget, der tydede på, at kammerjomfruen var syg, men ifølge hoffet er der ikke som sådan noget mytisk ved dødsfaldet.

Lene Balleby understreger, at det endnu er for tidligt at sige, hvem der nu overtager Tina Jørgensens stilling.