Kronprinsesse Mary luftede i dag tvillingerne, som svømmer rundt i maven på hende, mens hundredvis af svømmere boblede rundt i Københavns kanaler.

Og der var sjove jokes, masser af smil, fine hvide tænder og blomsterpiger, men ikke et ord om den bog, som i dag er på alles læber: "Enegænger - portræt af en prins".

Bogen om hele Danmarks prins Henrik. Bogen hvori han tilkendegiver at lussinger er god børneopdragelse, at han har købt selskab af en fræk pige for sin fars penge og hvor han fortæller om de rygter, som nu og da popper op til overfladen.

Men hans svigerdatter, prinsesse Mary, har ikke læst bogen.
Det fortalte hun B.T. under "Christiansborg rundt" - hvor Dansk svømmeunion havde inviteret deres protektor ud for at skyde konkurrencen igang.

Prinsessen var smilende, oplagt og som altid virkelig køn at se på, og talte gerne med svømmerne. Men hun var glad for at møde en anden kendt til arrangementet og nærmest hoppede i favnen på Bubber, da han kom forbi.