Dronning Margrethe er ankommet til Riget for at besøge prinsesse Marie, der tidligere på dagen fødte en lille pige. Prins Joachim og den lille prinsesses brødre har også været på besøg.

Godt otte timer efter prinsesse Marie i morges fødte en mørkhåret prinsesse, kom prins Joachim og alle hans drenge på besøg hos mor og barn.

Den nybagte og meget stolte og glade far, havde nemlig for en kort stund forladt mor og barn, for at tage hjem og hente de tre, storebrødre, Nikolai, Felix og lille prins Henrik.

Da Joachim og drengene kom tilbage til Riget, havde Joachim sin yngste søn på armen, mens både Nikolai og Felix begge bar på store gaver. De fortalte begge, at de var glade for, at det var blevet en lille pige, og at de glædede sig til at se hende.

Prins Nikolai fortalte også, hvem der havde fortalt ham, at nu var lillesøster på trapperne.

- Jeg fik en sms klokken 05, smilede Nikolai, mens hans fars stolte smil var endnu bredere. Og lige før elevatordørene lukkede sig for at køre firkløveret op til lyserød stue, nåede prins Joachim muntert at svare nej til at fortælle, hvad der var i pakkerne.

Lidt efter klokken 17 var der atter besøg til prinsesse Marie. Denne gang var det den lille prinsesses farmor og farfar, dronning Margrethe og prins Henrik, der kom på besøg.

- De så meget glade ud, fortæller bt.dk's reporter på stedet.