I denne uge er det dronningen, der passer det danske rige, mens Frederik og Mary boltrer sig i sneen med deres fire børn og Joachim og Marie ligeledes hygger sig på Schackenborg.

Men allerede fra på fredag får den royale pibe en anden lyd.

Der er Frederik nemlig vendt hjem fra sneboldkampe, skiture og hygge i det schweiziske skiparadis Verbier til pligterne i 'firmaet'. Det betyder, at det er Frederik, som er regent indtil den 20. februar.

Og når hans tjans er overstået, tager prins Joachim over og er rigsforstander fra den 21. til den 23. februar.

Men hvad skal den sygdomsplagede Margrethe, der i weekenden højst usædvanligt aflyste et planlagt statsbesøg i Chile til marts pga. stærke smerter i ryggen, som er forårsaget af majestætens slidgigt, så bestille, mens sønnerne passer riget? Ikke meget.

For Ifølge hendes kalender på kongehusets hjemmeside er der ikke mange pligter, der venter.

Dronning Margrethes kalender er nemlig gabende tom. Men hoffet oplyser dog til BT, at dronningen ikke er sygemeldt og passer sine pligter som hidtil indtil den 15. februar.

Til gengæld hverken kan eller vil hoffet oplyse, hvad og hvor dronningen opholder sig i den periode, hvor først kronprins Frederik og siden prins Joachim passer riget for hende.

Men eftersom sønnerne kun er rigsforstander, når dronningen opholder sig i udlandet, er det nærliggende at konkludere, at dronning Margrethe er rejst på privat besøg i udlandet.