Det bliver de unge, som repræsenterer Danmark ved det royale bryllup i fyrstedømmet

Det tager du. Den tager jeg. Sådan lyder det muligvis, når medlemmerne af det danske kongehus skal fordele pligterne mellem sig.

Og blandt pligterne hører altså royale bryllupper i Europa, som der har været en del af på det sidste. Senest prinsesse Nathalies store bryllup i Berleburg.

Så når det i den kommende weekend er blevet det lille fyrstedømme Monacos tur til at byde på eventyrbryllup, bliver det uden det danske regentpar.

- Det er en beslutning, man tager i familien om, hvem der deltager i hvad, siger Kongehusets pressechef Lene Balleby.

I dette tilfælde betyder det, at Danmark bliver repræsenteret af den unge generation, når fyrst Albert bliver gift med sin forlovede, Charlene Wittstock. Såvel Kronprinsparret som prins Joachim og prinsesse Marie skal således til fest i de riges foretrukne paradis og det er første gang, alle fire er afsted til samme bryllup.

- De deltager i bryllupsarrangementerne fra fredag aften og om lørdagen, bekræfter Lene Balleby.

Blandt de mange festligheder i Monaco allerede fredag - hvor den borgerlige vielse finder sted - er en storslået koncert med Jean Michel Jarre.

Den endelig gæsteliste til brylluppet offentliggøres først i morgen. Men blandt de allerede bekræftede gæster finder man hele den svenske kongefamilie, den franske præsident og hans gravide kone samt designeren Karl Lagerfeld.

Derudover ventes en række Hollywoodstjerner også at være blandt gæsterne.