For kun tredje gang siden 1972 rykker Dronning Margrethe ud af Amalienborg, når hun nytårsaften skal holde sin traditionsrige nytårstale til danskerne.

Men de mest mindeværdige nytårstaler - de taler, som vi kan huske og tale om i dag, selv om de er 10, 20 eller 30 år gamle - har hun holdt bag sit mørkebrune træskrivebord på Amalienborg.

BT har fundet fem af de uforglemmelige nytårstaler frem fra arkiverne.

1972 - Den første

Dronning Margrethe var bare 32 år, da hun med mørkebrunt og højt opsat hår satte sig til rette bag skrivebordet på Amalienborg for at holde sin første tv-transmiterede nytårstale. Her takkede hun blandt andet for den varme og sympati, som folket havde vist, da hendes far kong Frederik døde.

- De hjertelige følelser, som i de tunge dage støttede og løftede os, har jeg siden i årets løb mødt så mange gange, og det har været mig en glæde og inspiration i min gerning som Danmarks dronning, sagde Danmarks nye regent i sin første nytårstale.

Dronning Margrethe 1972.
Dronning Margrethe 1972. Foto: Steen Jacobsen
Vis mere

1984 - De 'små, dumsmarte bemærkninger'

I 1984 adresserede Dronning Margrethe for første gang emnet udlændinge. Denne tale er en af hendes mest berømte, da hun i nogles optik taler kritisk om danskernes indstilling til indvandrere. Samtidig er hun den første til at bruge ordet dumsmart.

- Så kommer vi med vores `danske humor' og små, dumsmarte bemærkninger. Så møder vi dem med kølighed, og så er der ikke langt til chikane og grovere metoder - det kan vi ikke være bekendt. Hvis vi ønsker, at det nye år skal blive bedre end det gamle, så er her et godt sted at begynde, lød regentens opsang til danskerne.

Dronning Margrethe 1984.
Dronning Margrethe 1984. Foto: Jan Jørgensen
Vis mere

1992 - Danmarks sejr i EM

Da Danmark vand EM i fodbold var der eufori og fest i gaderne. De rød/hvide sejrede og alle råbte 'Huttelihut'. Anderledes alvorlig var Dronning Margrethe, da hun brugte sejren til at advare mod en 'gold og afvisende nationalisme'.

- Det er dejligt, at vi spontant kan juble over dansk fodbold, og at de røde og hvide farver er det selvfølgelige symbol på vores glæde. Jeg er glad for, at det ikke længere er 'smart' at omtale vort eget land med lidet pyntelige tillægsord. Der er kommet en langt større interesse for vore rødder og stolthed over den arv, vi er fælles om. Men det må aldrig føre os ud i den misforståelse, at alt dansk er godt, ubetinget, og alt det fremmede mistænkeligt, blot fordi det er fremmed, lød det blandt andet hjemme i de danske stuer, da årstallet skiftede fra 1992 til 1993.

Dronning Margrethe 1992.
Dronning Margrethe 1992. Foto: Joachim Rode
Vis mere

2004 - Naturkatastrofer og kærlighed

Blot 5 dage inden dronningen skulle holde sin nytårstale i år 2004 skyllede en flodbølge ind over de lave kyster langs Det Indiske Ocean. Særligt ferieparadiset Thailand blev hårdt ramt og flere danskere mistede livet i vandet. Derfor indledte Dronning Margrethe sin tale med at sende varme tanker til de ramte.

- Vi er ikke ubekendt med naturkatastrofer i fjerne egne, men vi tror aldrig, at det er noget, som kan ramme os. Vi er jo blot glade turister, der søger en varmere sol og et hav, der er mere blåt end ved vore kyster. Lad os derfor ikke kun tænke på vore egne tab, men også på de mange tusinde mennesker, som nu må se hele deres tilværelse slået itu, sagde hun blandt andet.

I talen nåede Dronning Margrethe dog også omkring årets glædelige begivenhed i kongehuset: brylluppet mellem australske Mary Donaldson og Kronprins Frederik.

- Det er som om Kronprins Frederiks og Kronprinsesse Marys lykke og glæde ved hinanden spreder sig som et varmt skær overalt, hvor de kommer frem, og stråler tilbage mod dem og mod os andre.

Dronning Margrethe 2004.
Dronning Margrethe 2004. Foto: Keld Navntoft
Vis mere

2012 - En advarsel mod Facebook

- Der er en tendens i tiden til at tegne et billede af det perfekte liv med ægtefælle, børn, et inspirerende arbejde, spændende fritidsinteresser, et ungdommeligt udseende uanset alder. Hvem kan leve op til det alt sammen? Hvorfor skal vi dog det? Vi møder jo alle sammen modgang før eller siden. Vi knækker halsen på de kriser, der kan ramme os, hvis kun det perfekte – og overfladiske – liv er godt nok!

I 2012 brugte Dronning Margrethe sin taletid d. 31. december til at advare folket mod 'de moderne kommunikationsmidler med internet og Facebook', som hun mener, der er forbundet farer med.

- De meget unge kan blive så optaget af det, at de så at sige lever i cyberspace, at virkeligheden leves på anden hånd i et slags udstillingsvindue, hvor det mere gælder om at tage sig ud end om at være sig selv, lød advarslen blandt andet.

Dronning Margrethe 2012.
Dronning Margrethe 2012. Foto: Keld Navntoft
Vis mere