Den norske prinsesse Märtha Louise kan i sommer høres på svensk radio.

Märtha Louise skal ifølge norske vg.no sammen med flere andre kendte navne være med i det svenske sommer-program "Sommar på P1". Bl.a. er den også i Danmark kendte skuespiller Mikael Persbrandt med.

- I mit program kommer jeg til at fortælle om betydningen af eventyr som verdenssprog, siger prinsesse Märtha Louise til radioprogrammets hjemmeside.

- Jeg vil også fortælle om, hvordan det er at være forfatter og dermed kulturformidler, siger hun videre.

Prinsesse Märtha Louise har haft stor succes med en børnebog om, hvorfor de kongelige ikke til dagligt går rundt med kroner på hovedet.

Den nybagte far Mikael Persbrandt - der ellers ikke er den svenske kendis, der taler mest ud til pressen - skal efter sigende have rigtigt meget på hjerte.

- Vi er meget tilfredse med de personer, der kommer med i programmet, siger projektleder Bibi Rödöö.

piquet@bt.dk