Den svenske prinsesse Madeleines kommende mand Chris O'Neill holder netop nu hemmeligt møde med den svenske konge, hvor de skal planlægge Chris' og Madeleine bryllup.
Til sommer siger den svenske prinsesse Madeleine ja til jetsetkæresten Chris O'Neill. Det bliver et rigtig eventyrbryllup midt i den svenske hovedstad Stockholm, afslørede Madeleine i sidste uge i et interview på Hoffets hjemmeside. Her fortalte hun også, at brylluppet bliver uden brudepiger.
Hvordan brylluppet ellers bliver, hvad middagen skal stå på og hvem, der skal inviteres med til festen, er Chris O'Neill og Madeleine netop nu ved aftale med den svenske konge.
Chris O'Neill fløj i al hemmelighed sent i aftes fra London til Stockholm for at mødes med kongen, skriver den svenske avis Expressen, der har opdaget det ellers hemmelige møde.
Expressen skriver, at Chris O'Neill og Madeleine siden kl. 9.00 har holdt møde med kongen og en stab, der hjælper med at planlægge brylluppet. Kongen er efter signende meget ivrig efter at inddrage Chris O'Neill i bryllupsplanlægningen. Ifølge de sveske medier har kongen på meget kort tid taget sin kommende svigersøn til sig.
Bryllupsmødet er sat til at tage hele dagen. Chris O'Neill vil senere på ugen ifølge Expressen flyve tilbage til USA, hvor han bor.