For første gang siden Jonas Bergström og prinsesse Madeleine gik fra hinanden taler prinsessens ekskæreste om tiden efter skandale-bruddet.

- Jeg har været virkelig presset.

Sådan siger den 32-årige advokat, Jonas Bergström – bedre kendt som den svenske kronprinsesse Madeleines ekskæreste.

De to havde været et par i syv år, de var forlovet, og alt syntes godt. Lige indtil det kom frem, at Jonas Bergström havde været prinsessen utro med en norsk håndboldspiller. Herfra endte forholdet brat, og Jonas Bergström har siden forsøgt at holde sig totalt i ly for pressen.

Men i det svenske dagblad Dagens Industri taler han nu for første gang om bruddet siden skandalen i starten af 2010. Selvom tiden efter bruddet tilsyneladende har været hård, så har det ikke påvirket Bergströms karriere. Interviewet kommer nemlig i forbindelse med, at han er blevet forfremmet i advokatfirmaet Vinge, hvor han arbejder.

Til Dagens Industri siger han:

- Jeg har følt mig virkelig presset, men jeg har et stærkt konkurrenceinstinkt, så jeg har ikke ladet det påvirke min karriere.

I april 2010 kom det frem, at Bergstrøm var Madeleine utro med den 22-årige, norske Tora Berg, og kort efter meddelte det svenske hof, at prinsessen og Bergström havde valgt at bryde deres forlovelse.

Kort efter bruddet med prinsessen tog Jonas Bergström ellers en karrierepause, men i marts måned genoptog han sit advokatarbejde. Og selvom han har været et stort samtaleemne mange steder, så tror han ikke, at utroskabsskandalen vil ødelægge hans karriere.

- I forhold til arbejdet, så tror jeg ikke, at folk bliver påvirket af, hvad aviserne skriver. Det vigtigste er, at man er dygtig og professionel, siger Bergström, som nu er partner i firmaet Vinge.

Jonas Bergström har da også fundet kærligheden igen. Den nye kvinde i hans liv er en af Madeleines bekendte, den 28-årige Stephanie af Klercker.