KØB PLUS!

Madeleine får et juni-bryllup

Nu skulle det efterhånden være ganske vist. Ifølge den svenske avis, Expressen, kan Madeleine sætte brudesløret fast i diademet og sige ja til sin rigmand, Chris, allerede til juni.

Det forlyder nemlig i Expressen, at den svenske kongefamilie, der i forvejen var samlet i anledning i forbindelse med Nobel festlighederne tidligere på ugen, har holdt familieråd.

Og her skulle det angiveligt være blevet aftalt, at partyprinsessens bryllup skal stå i juni, enten den 1. 8. eller 15. juni. Og at selve vielsen, hvis pappa kong Gustaf kan bestemme, skal foregå i Slottskyrkan og ikke i Storkyrkan, som dannede rammerne for kronprinsesse Victorias romantiske bryllup med Daniel i juni 2010.

Da Madeleine offentliggjorde sin forlovelse med den britisk/amerikanske rigmand, Chris O'Neill, i oktober, afslørede det lykkelige par allerede der, at deres bryllup skulle stå i Sverige til sommer. Men nogen eksakt dato er endnu ikke blevet nævnt.

Grunden til, Expressen føler sig så sikker på et juni-bryllup, er, at den svenske konge kan fejre sit 40 års jubilæum næste år. Og at kongen ikke ønsker, at hans yngste datters bryllup skal ligge for tæt på hans jubilæum, der finder sted den 15. september 2013.

Men det svenske hof vil ikke bekræfte avisens historie. Endnu.

- Jeg har ingen informationer om de sager. Når vi ved noget, skal vi nok kommunikere det videre, lyder det fra Bertil Ternert, fra det svenske hofs kommunikastionsafdeling.

Hvis prinsesse Madeleine og Chris O'Neill bliver gift i Slottskyrkan, er det ikke første gang, at den har dannet rammerne om et kongeligt bryllup. Da Carl Gustafs søster, Christina, giftede sig med Tord Magnuson i 1974, skete det i Slottskyrkan.