Kronprinsparret og parrets fire børn skal ikke gøre sig forhåbninger om en hvid jul i år. For der, hvor de skal holde jul i år, plejer det ikke at skorte på sommerlige temperaturer i december.

Kronprins Frederik, kronprinsesse Mary og parrets fire børn kan inden længe se frem til en forlænget juleferie til Australien, hvor den royale familie skal holde jul med kronprinsessens familie på Tasmanien. Det oplyser hoffet på dets hjemmeside.

Det er første gang i de 11 år, som kronprins Frederik og kronprinsesse Mary har været gift, at kronprinsparret holder jul udenfor Danmarks grænser. Dermed er det også første gang, at 10-årige prins Christian, 8-årige prinsesse Isabella og de 4-årige tvillinger prins Vincent og prinsesse Josephine skal holde jul i deres mors hjemland.

Kronprinsparret og børnene plejer at holde jul med regentparret. Det var også tilfældet sidste år, hvor hele kongefamilien var samlet til jul på Fredensborg Slot. Kun to gange tidligere har kronprinsparret og børnene holdt deres egen jul på Amalienborg, men nu skal parrets fire børn altså have lov at opleve, hvordan det er at fejre jul midt om sommeren i deres mors hjemland.

Rejsen til Australien bliver dermed et glædeligt gensyn med Marys søstre, Jane Stephens og Patricia Bailey, der begge bor i Hobart med deres mænd og børn, og Marys bror, John Stuart Donaldsen, der bor i Perth i det vestlige Australien. Og mon ikke også Marys far, professor John Donaldson, forventes at bidrage til julefestlighederne sammen med sin kone Susan Moody?

Ifølge HER&NU forlader kronprinsparret allerede Danmark om en uge, når de drager på forlænget juleferie til Australien. Over for ugebladet forsikrer hoffet dog, at kronprins Frederik og kronprinsesse Mary vil være tilbage i Danmark tidsnok til at deltage i det traditionsrige nytårstaffel på Amalienborg 1. nytårsdag.

Regentparret vil i år fejre julen på Marselisborg Slot sammen med prins Joachim og prinsesse Marie og parrets fælles børn prins Henrik og prinsesse Athena.