Kronprins Frederik er netop kommet hjem efter en hård træningstur med skadede krigsveteraner.

Til marts drager 17 veteraner af sted for at deltage i grønlandsekspeditionen Arctic Challenge. Forberedelserne til turen er i fuld gang, og i denne uge var de 17 veteraner – hvoraf ni er fysisk eller psykisk handicappede – på træningstur i Norge.

På turen havde veteranerne fået særligt royalt besøg: Fra tirsdag til torsdag var kronprins Frederik nemlig med på den hårde træningstur, der foregik på ski med pulk og rygsæk tæt på Trondheim.

For Kronprinsen var træningsturen en nærliggende mulighed for at deltage og vise sin respekt for grønlandsekspeditionen og de 17 veteraner:

»Jeg synes, at projektet er virkelig prisværdigt. Jeg har den største respekt for de ni veteraner, der med deres forskellige handicap udfordrer vores forestilling om, hvad der er muligt. 30 dage i Østgrønland i den koldeste periode kræver seriøse forberedelser,« siger kronprins Frederik i en pressemeddelelse om turen.

Den danske kronprins har tidligere stiftet bekendtskab med den barske grønlandske natur. Det skete i 2000, da deltog i Ekspedition Sirius, der med hundeslæde tilbagelagde intet mindre end 2.500 kilometer i det nordlige Grønland.

Kronprinsen kender altså om nogen de hårde forhold, som de 17 veteraner kan se frem til at møde. Men efter at have deltaget på den norske træningstur er han ikke i tvivl om, at de modige veteraner klarer det:

»Træningsturen i Norge var blot en lille forsmag på, hvad der venter, men alle mand udviste stort engagement, viljestyrke og højt humør, så jeg er sikker på, de alle går et stort eventyr i møde,« siger den danske kronprins.

’Boost af energi’

Veteranerne skal tilbagelægge 384 kilometer på 31 dage, når de i marts kaster sig ud i Arctic Challange. Deltagerne har allerede forberedt sig til turen i lang tid, og med flere råd fra kronprins Frederik blev de endnu mere parate til den store udfordring:

»Det giver gutterne et vigtigt boost af energi, at kronprins Frederik tager sig tid til at være med i ekspeditionen og lære veteranerne at kende. Kronprinsen har selv stor erfaring med det arktiske miljø og ikke mindst det at bevæge sig på ski over lange afstande i ufremkommeligt miljø. Erfaringer han under sit besøg har delt med veteranerne, og som de kan tage med sig videre,« siger Rune Oland Tanggaard, der er stifter af Veterans in Motion og til dagligt leder DIF Soldaterprojekt.