Kronprins Frederik forbereder sig på at skulle være konge

Med titlen som kronprins skal Frederik en dag overtage tronen efter sin mor, dronning Margrethe. Selvom Dronningen aldrig har været begejstret for jagt, så ses generationsskiftet også på de kongelige jagtmarker.

»Frederik IXs kongejagter var meget private, og det er prinsgemalens også. Gæsterne afspejler værtens omgangskreds, og i prinsgemalens tilfælde er det blandt andet Christian Kjær og Fritz Schur, der er med, når der er jagt,« forklarer Jon Bloch Skipper, kongehusekspert og brevkasseredaktør på Billed-Bladet.

Foruden de gode venner viser en gennemgang af prins Henriks to jagter i år, at en lang række udenlandske adelige også er at finde på gæstelisten.

Når det derimod er Danmarks 47-årige kronprins, der inviterer, er det ofte yngre gæster, der er at finde på gæstelisten. Selvom nogle af dem har nære personlige relationer til kronprins Frederik, så har han også for vane at invitere en lidt bredere kreds af erhvervsfolk, politikere og repræsentanter fra foreningslivet. Det er altså ikke kun ren fornøjelse, men også arbejde, når Kronprinsen går på jagt.

»Kronprinsen bruger også jagterne til at skabe sit eget netværk, som han får brug for, når han en dag skal være konge,« siger forfatter Søren Jakobsen.

En snæver kreds

Selvom Kronprinsen anlægger en ny stil for kongejagterne, så er det ikke enhver forundt at komme med. Gæstelisternetaler deres tydelige sprog, for det er langtfra alle, der kan få fingre i en invitation til at gå på jagt med kronprins Frederik, prins Henrik eller prins Joachim.

Artiklen fortsætter under boksen

»Det er ikke hvem som helst, der får en invitation til kongehusets jagter. Det er en ret snæver kreds, der bliver inviteret. Dels skal man være interessant for kongehuset for at komme på gæstelisten, men det kræver også helt basalt, at man er en dygtig jæger, for at man kan få lov til at deltage,« forklarer Søren Jakobsen, der er forfatter og har skrevet bøger om kongehuset og nogle af landets rigeste familier.

En gennemgang af gæstelisterne viser, at langt den største del af de inviterede til jagterne er adelige og erhvervsledere fra større og mindre virksomheder. Nogle af dem, som eksempelvis lensgreve Bent Tido Wedell, er også at finde, når kongehuset inviterer i andre anledninger, men på kongejagterne kommer gæsterne tættere på de royale.

Artiklen fortsætter under boksen

»Kongejagterne er en måde at være sammen med bekendte på, som er mere uformel end eksempelvis en nytårskur. Der er mulighed for at knytte gode relationer til gæsterne under meget uformelle former,« forklarer kongehusekspert Jon Bloch Skipper.

Også den politiske top er repræsenteret ved jagterne. Eksempelvis var forsvarsminister Peter Christensen med på Kronprinsens kongejagt i Midtjylland, ligesom Venstres folketingsmedlem Thomas Danielsen i år deltog i kongejagten for anden gang.