Den norske kronprinsesse var ikke tilstede under den svenske prinsesse Estelles dåb. Det bringer kritik fra svensk side

Dåbsceremonien af lille Estelle Silvia Ewa Mary blev overværet af flere hundrede royale og højtstående mennesker. Men den norske kronprinsesse Mette-Marit var ikke en af dem.

Det skriver den norske udgave af Se og Hør. Ifølge bladet er Mette-Marit i USA, hvor hun deltager i et møde med Young Global Leaders-organisationen.

Kronprinsessens udeblivelse blev kraftigt kritiseret af den svenske kongehusekspert Johan T. Lindwall. Han er skuffet over, at Mette-Marit ikke lavede sine planer om, da hun fik invitationen til prinsessedåben.

 - Det synes jeg faktisk er lidt dårligt. Jeg er sikker på at Victoria og Daniel havde lavet deres aftaler om, og sørget for at komme, hvis situationen havde været modsat, siger han til det norske Se og Hør.

Det norske kongehus forsvarer kronprinsessen.

- Det er altid rart, når kabaler går op, men sådan var det desværre ikke i dette tilfælde, siger Marianne Hagen, der er kommunikationschef ved det norske hof til norsk Se og Hør. Hun fortæller i øvrigt, at den norske kronprinsesses tur til USA har været planlagt længe før dåben.