Den økonomiske krise kradser, og alle skal holde for, når de manglende penge skal findes. Selv dem med blåt blod. Sådan er det i hvert fald i Spanien, hvor kong Carlos har fået skåret 100.000 euro i sit budget for 2012, fortæller BBC. Det sker efter, at landet har været igennem nogle voldsomme offentlige besparelser.

Den sidste tid har i det hele taget ikke været speciel rar for kong Carlos. For nogle måneder siden røg han ud i et voldsomt stormvejr, da det kom frem, at han havde været på en overdådig jagttur til Botswana. Det faldt mange spaniere for brystet, da det skete på et tidspunkt, hvor én ud af fire spaniere var arbejdsløse.

Selvom krisen også har ramt Danmark, og der bliver skåret ind til benet i de offentlige budgetter, så modtager dronning Margrethe og den øvrige kongelige famile stadigt flere penge. Fra 2008 til 2011 er den årlige apanage fra staten steget med over 9,7 mio. kr, viser hoffets regnskaber. Samlet modtager kongehuset små 100 mio. kr. i apanage, der blandt andet skal dække lønnen til hoffets ansatte.

BT ville gerne have spurgt dronningen om, hvordan hun ser på sammenhængen mellem apanage og økonomisk krise, men pressen fik ikke lov til at stille spørgsmål, da den kongelige familie stillede op til en fotoseancen på Gråsten Slot.