Mens dronning Silvia fik hverdagen med tre børn til at gå oppe på slottet, dyrkede Carl Gustaf sin egen verden, og elskerinden i den, Camilla Henemark.

Det fortalte kongens elskerinde til den svenske avis Expressen.

Hun fortæller, hvordan de to mødtes under et middagsselskab, hvordan de gik sammen ind i soveværelset og om deres drøm om at dele en øde ø.

Dermed har hun smidt den hidtil største bombe under det idylliserede billede af det svenske kongehus.

Men lunten blev antændt for uger siden, da de første historier fra skandalebogen 'Carl Gustaf - den modvillige monark' kom frem.

Kongen selv fortalte i sidste uge, at 'familien vidste besked', og at 'nu vendte de bladet og kom videre'.

Det var et chok for den i dag 46-årige kvinde, da hun var sikker på, at kongen ville nægte og dermed lægge låg på sagen. I det lys har hun valgt at stille op til et interview for at fortælle sin version af den allerede meget omtalte affære. For hun vil - ligesom Carl Gustaf - videre med sit liv.

Spontan og nysgerrig

I begyndelsen af 1990’erne blev hun præsenteret for den svenske konge under et privat middagsselskab. Camilla Henemark var på det tidspunkt en verdensberømt popstjerne. Hendes band 'Army of Lovers' turnerede verden rundt, og pengene væltede ind.

En dag blev hun inviteret til middag hos nogle af kongens venner. Hun vidste, at kongen ville være der.

- Vi havde god kontakt. Vi talte meget sammen om alt muligt. Han var spontan og nysgerrig. Og han var interesseret i at vide mere om en masse sager, som han aldrig selv ville få del i, når man lever så afskærmet som han, fortæller Camilla Henemark i interviewet.

Da aftenen var ovre, tænkte hun, at det sagtens kunne ske, at de ville mødes igen. Og ganske rigtigt blev Camilla snart inviteret til kongelig middag igen, denne gang med kongen som bordherre.

Det mest charmerende

- Vi grinede hele tiden. Min veninde lavede nogle fjollede ting, og så grinede vi helt hysterisk. Og sådan er han. Han griner altid og hele tiden. Fniser som et barn. Og det er absolut det mest charmerende ved ham som menneske, at han har så let til grin.

Men selv om det var en sjov første aften, kunne Camilla heller ikke lade være med at tænke over, hvorfor hun var specielt inviteret til intim middag med kongens nærmeste. Og endda som hans bordherre. Hun troede ikke, at det var fordi kongen var betaget.

- Dertil var jeg for naiv, siger hun.

I bogen beskrives flirten med 'en hånd under bordet, en berøring med foden', og det er, hvad der skete.

Sangerinden vil dog ikke udlevere detaljerne om den skæbnesvangre aften.

- Men det er klart, at vi flirtede. Det var en slags leg. En fantasiverden. Kongen ville ha’ hende Indbydelserne kom oftere og oftere, og efterhånden søgte Camilla i kongens retning, hver gang hun kom hjem til Sverige.