Kongehuset inviterer til reception og koncert for OL-atleterne på Fredensborg Slot. De handicappede atleter fra De Paralympiske Lege må blive hjemme.

Først fravalgte kongehuset et besøg ved De Paralympiske Lege, selvom de besøgte atleterne ved det "rigtige" OL. Og nu har de kongelige også undladt at invitere udøverne fra para-OL til reception og koncert på Fredensborg Slot. Det arrangement er kun for OL-deltagerne. Den behandling vækker forundring blandt de handicappede.

- Man mærker lige pludselig en forskelsbehandling fra kongehuset af. Vi føler os overset, siger Line Jørgensen, der er en af de 39 atleter, som Danmark havde med ved De Paralympiske Lege i Beijing.

Fra Kongehuset siger man, at der senere vil komme et særskilt arrangement for de handicappede atleter, som prinsesse Benedicte vil invitere til. Men de paralympiske atleter kan ikke se nogen grund til, at de ikke kommer med på Fredensborg Slot sammen med OL-deltagerne.

- Mange atleter ved legene træner lige så hårdt som dem ved OL. Men de slås bare med et handicap også, forklarer Line Jørgensen.

/ritzau/