Det var ikke kassedamen eller danskheden, Dronningen lagde vægt på i sin tale.

Men derimod det personlige ansvar, og at vi skal sætte pris på EU. Et budskab med rødder i statsministeriet i en tid, hvor Helle Thorning-Schmidt har brug for hjælp, lyder konklusionen fra BTs politiske kommentator Lotte Hansen og EU-parlamentsmedlem Morten Messerschmidt fra Dansk Folkeparti.

- Det var en borgerlig tale. Dronningen opfordrer jo til, at man selv skal tage ansvar, hun nævner jo f.eks. også de handelsrejsende, siger BTs politiske kommentator Lotte Hansen, der roser talen, som hun omtaler som en af de bedste i flere år.

Hun mener, det er helt logisk, at man kan se statsministerens aftryk flere steder i Dronningens nytårstale. For selv om Thorning er socialdemokrat, så er hun lige nu mest interesseret i at få fat i borgerlige stemmer.

Sådan var det også, da Anders Fogh Rasmussen var statsminister. I hans nytårstaler talte han ofte direkte til sygeplejersken, for direktørernes stemmer var allerede sikrede.

Derfor tror Lotte Hansen, at Thorning har ledt Dronningen i en borgerlig retning. En retning, som statsministeren måske selv vil følge op på i sin tale i dag.

- Regeringen har jo brug for vælgere på den borgerlige fløj, hvis de skal vinde et valg, og det skal vi nok også komme til at høre i morgen, så det er klart, at Helle Thorning har brug for hjælp. Velfærdssamfundet bryder jo sammen, hvis Dronningens opfordring ikke følges.

Også Dansk Folkepartis EU-parlamentsmedlem Morten Messerschmidt mener, at det er tydeligt, at Helle Thorning er afsender på flere afsnit. Især da Dronningen mindede om, at vi nu i fyrre år har været en del af EU og understregede, at de fordele, der er fulgt med det, skal vi passe på.

- Ja, det kommer vist fra Statsministeriet, lyder det fra Morten Messerschmidt.

- Der skal jo skabes en sammenhæng til Helle Thornings tale i morgen (tirsdag), og hun er jo sådan set mere optaget af EU end af Danmark. I sin tale får hun så rig lejlighed til at uddybe det, siger han. Og det giver god mening, hvis man spørger Lotte Hansen.

- At hun nævner, at vi skal stå sammen om de goder, vi har fået, handler formentlig også om at få folk til at synes bedre om EU. Der er jo også et valg til parlamentet på vej, så det handler jo også om at sende et signal om en bedre stemning. At gøde jorden, lyder konklusionen fra Lotte Hansen.

Morten Messerschmidt understreger, at hans tolkning på ingen måde er en kritik af Dronningens tale.

- Jeg håber da virkelig, at det vil være med til at skabe en debat om Danmarks rolle i EU, fastslår han.