Prinsesse Nathalie skal i ilden i dag for første gang under OL i London, hvor hun rider sit første ridt i dressurkonkurrencen. Og gør hun det godt, så kan det meget vel ende med guld til Danmark.

Heste og ridning er en dyr og til dels eksklusiv sport. Det er der vist ingen tvivl om. En god dressurhest kan hurtigt koste flere millioner kroner, og ridning har i mange år været en af favorit-aktiviteterne i de royale og højere borgerlag.

Så derfor er det jo godt, at Danmark har to særdeles gode kort på hånden - i form af både en royal og en milliardær-arving.

Både prinsesse Nathalie, der er er datter af prinsesse Benedikte og prins Richard, samt Anna Kasprzak, der er arving til sko-emperiet Ecco, repræsenterer nemlig de rød-hvide farver i London. Og gør de det godt, kan det meget vel ende med medaljer til Danmark.

For både prinsessen og Ecco-arvingen har vist, at de er dygtige ryttere.

Den kun 22-årige Anna Kasprzak fik sin OL-debut torsdag, hvor hun slog fast, at hun sin unge alder til trods sagtens kan være med i den absolutte top. På sin nye tophest Donnperignon - også kaldet 'pepe' - som hun ganske sikkert måtte betale et pænt millionbeløb for, da hun købte den sidste efterår, fik hun redet sig ind på en flot foreløbig fjerdeplads i Grand Prix-klassen Grand Prix er den første af de to klasser, der udgør  holdkonkurrencen.

Da klassens anden dansker Anne van Olst og hesten Clearwater samtidig også fik et fint resultat hjem og placerede sig på en 8. plads, så ligger Danmark lige nu på en samlet andenplads i holdkonkurrencen.

Dog skal der tages det forbehold, at det kun var halvdelen af rytterne, der red torsdag. Den anden halvdel rider i i dag. Og der er her, at prinsesse Nathalie kommer ind i billedet. For hvis prinsesse Nathalie og hendes vallak Digby gør det godt i dag, så er der en god chance for medaljer til Danmark.

Og prinsesse Nathalie lover at gøre en god indsats:

- Stolt af Clearwater og Pepe, super super resultater de har leveret! I morgen er det min tur, vil gøre alt for at leve op til deres standard :), skriver hun på Facebook-profilen Digby, som er opkaldt efter hendes hest. På profilen er der oploadet billeder af prinsessen og Digbys træning i London.

Den 37-årige prinsesse har redet, siden hun var fire år, og har på hesten Digby høstet mange sejre. Blandt andet vandt hun individuelt bronze ved OL i Beijing i 2008. Der er derfor store forventninger til hende. Prinsessen har selv trænet sin hest Digby fra den var helt ung. Den mørke vallak er avlet af prinsessens hesteinteresserede mor, prinsesse Benedikte, der hvert år er flittig gæst ved ridestævner og hingstekåringer.

Foruden de tre danske holdryttere, deltager også danske Lisbeth Sejrskilde i dressur-konkurrencen. Hun skal ligesom prinsessen ride i dag, men er dog ikke med på holdet. Lisbeth Sejrskilde deltager kun i den individuelle konkurrence.

Holdkonkurrencen i dressur udgøres af to klasser; Grand Prix og Grand Prix Special. Sidstnævnte begynder på tirsdag. De individuelle placeringer bliver afgjort i en finale i Grand Prix Kür, som er ridning til musik, der foregår på torsdag.

Prinsesse Nathalie skal på banen i dag klokken 13.33.