De har prøvet med parterapi, og hun har været til psykolog. Men Josephine af Rosenborg har valgt at flytte fra sin mand, Thomas Schmidt, og deres to børn og veksle villa i Virum til en toværelses i Lyngby. Sorgen over at have mistet sine forældre med syv måneders mellemrum blev for svær at forene med familielivet.

- Vi glemte simpelthen hinanden i farten. Da mine forældre døde, startede processen med at tømme hus og alt det der. Da det stod på, så jeg nærmest min søster mere, end jeg så min egen familie. Der begyndte vi at glide længere og længere fra hinanden. Til sidst følte jeg mig kvalt og presset op i en krog, siger 42-årige Josephine af Rosenborg til BT.

- Selv har jeg gået til psykolog, og Thomas og jeg har været i parterapi, og det har vi tænkt os at fortsætte med. Vi vil fortsat kæmpe for det. Men jeg er nået frem til, at det her er den bedste løsning for mig indtil videre, fortæller hun.

Josephine af Rosenborg mistede sin far, Grev Christian, som tabte kampen mod kræften i maj sidste år, 70 år gammel. Knap syv måneder efter døde hendes mor, Grevinde Anne Dorte, der i en alder af 66 år også mistede livet til kræft. En ubeskrivelig sorg for Josephine af Rosenborg og hendes familie. Og en sorg, der kom til at suge gnisten ud af ægteskabet med gemalen Thomas Schmidt efter 16 år.

Helt ny hverdag

Josephine af Rosenborg er oldebarn af Christian d. 10. og halvniece til Dronning Margrethe. Dermed er hun halvkusine til Kronprins Frederik og Prins Joachim. Førhen var hun komtesse, men mistede den titel, da hun giftede sig borgerligt med Thomas Schmidt for 16 år siden.

Til daglig er hun teamleder hos Carlsberg, men har også gjort sig bemærket på tv. Blandt andet i TV3s ’Stjerner på Vippen’.

Josephine af Rosenborgs beslutning om at skifte villaen ud med en lejlighed i Lyngby tre kilometer væk har medført, at parrets to børn, Clara og Julius på 10 og 13 år, skal vænne sig til en ny hverdag. Men børnenes base er, hvor den altid har været, og Josephine af Rosenborg er stadig ofte i villaen i Virum.

- Børnene sover hos mig, når de har tid og lyst. Så kører jeg dem i skole om morgenen. De har fast adresse hos Thomas, fordi vores hus ligger lige ved siden af skolen. Man kan høre, når det ringer ind og ud. Derfor er det oplagt, at de er der, det meste af tiden, forklarer hun.

- Men når de er hos mig, så hygger vi. Jeg har en toværelses lejlighed, men det er ingen hindring, siger Josephine af Rosenborg, der fortæller, at parret fortsat skal holde jul sammen med Josephines af Rosenborgs søskende, Camilla og Feodora, og deres ægtemænd.

Så der er ikke nogen tredjepart involveret?

- Nej, det kan jeg afvise. Vi skal jo rejse sammen i julen, og så ville Thomas og jeg jo ikke kunne være så gode venner, som vi er. Jeg bor alene i min lejlighed, og det er jeg glad for.

En investering i fremtiden

Josephine af Rosenborg håber, at hendes valg om at flytte for sig selv kommer til at gavne familien i fremtiden, så de igen kan blive fuldtallige i huset i Virum:

- Vi arbejder jo hen imod, at det her skal kunne fungere og blive godt igen. Vi skal finde sammen som familie igen, og det er også derfor, at vi har beholdt huset. Vi ser det her som en investering i vores fremtid.

- Der er så mange ting, der er gået op for mig, efter at mine forældre døde. Jeg har fundet ud at, at man er nødt til at gøre det, der er rigtigt for en selv. Hvis det kan redde det, så kan det jo vise sig at være en rigtig god investering. Der er ikke tale om skilsmisse nu, siger hun til BT.