Angiveligt har Jonas Bergstrøm længe ønsket at bryde forlovelsen med prinsesse Madeleine. Det svenske kongehus overtalte ham til at vente.

Da nyheden om at prinsesse Madeleine og Jonas Bergstrøm ikke længere skal giftes, blev offentliggjort lørdag, var det en gammel nyhed for hovedpersonerne selv.

Det er den svenske avis Aftonbladet, der i dagens udgave kan fortælle, hvordan hoffet overtalte Jonas Bergstrøm til at opretholde facaden.

Ifølge avisen, der dog baserer historien på unavngivne kilder, var det vigtigt for hoffet, at nyheden først nåede medierne, når Madeleine var rejst fra landet - og det gjorde hun lørdag.

Men det holdt hårdt for det svenske kongehus at lægge låg på historien. Tirsdag kunne det norske Se og Hør fortælle om Jonas Bergstrøms angivelige affære med den 21-årige Tora Uppstrøm Berg. Ved den lejlighed ønskede Jonas Bergstrøm angiveligt at fortælle sandheden - nemlig at han og Madeleine ikke længere var et par og at det var efter hans ønske.

Men det gjorde han ikke.

I stedet sendte hoffet en pressemeddelelse ud, hvoraf det fremgik, at Jonas og Madeleine stadig var et par. Ifølge kilder, som avisen har talt med, har den svenske kongefamilie lige til det sidste håbet, at det hele ville gå i sig selv igen. Eller i det mindste ikke blive den store historie, som det er blevet.

Tilbage står dog fortsat spørgsmålet om, hvem der egentlig forlod hvem. Tidligere har de fleste kilder - fortrinsvis unavngivne - peget på, at det er Madeleine, der har ønsket at stoppe forholdet, men ifølge den kilde som Aftonbladet har talt med, er altså der Jonas Bergstrøm, der har droppet prinsessen.

Madeleine opholder sig i øjeblikket i New York. Jonas Bergstrøm er tilsyneladende gået under jorden og har heller ikke vist sig på sit arbejde - et advokatkontor - de seneste par dage.