For første gang siden salget var prins Joachim vært ved en reception på Schackenborg.

Prins Joachim og prinsesse Marie var for en stund tilbage i vante gemakker på Schackenborg Slot i Møgeltønder, da de mandag var værter ved en reception på det sønderjyske slot.

Med kindkys, håndtryk og glade smil stod prinsen og prinsessen på hovedtrappen foran deres tidligere hjem og tog hjemmevant imod receptionsgæsterne, der i en lind strøm ankom på den røde løber for at fejre, at den danske del af Vadehavet er blevet udpeget som verdensarv.

Værtsrollen ved receptionen var det royale pars første officielle fremtræden som protektorer for Schackenborg Fonden, som prins Joachim solgte slottet til i slutningen af juni.

Se også billederne fra Paamiut: Prinsesse Josephine var helt vild med baby

Da prinsen bød velkommen, lagde han da også tydelig vægt på, at det ikke var i egenskab af slotsherre, at han var vært.

- Prinsessen og jeg ønsker som protektorer for Schackenborg Fonden at byde hjerteligt velkommen. En særlig velkomst til bestyrelsesformanden og bestyrelsesmedlemmerne for Schackenborg Fonden, sagde prins Joachim.

’Der blæser nye vinde’

Det affødte en del kritik, da det kom frem, at prins Joachim og hans familie har forladt det sønderjyske til fordel for en tilværelse i København. I et interview med Billed- Bladet fortalte prinsen da også, at det ikke var en nem beslutning at tage.

- Det har været en meget, meget lang proces og en utrolig svær beslutning, udtalte prinsen til Billed-Bladet.

Blandt gæsterne på slottet var Carl Holst (V), formand for Region Syddanmark, der var glad for at se prins Joachim og prinsesse Marie tilbage i Sønderjylland.

Læs også: Skulle have arvet Schackenborg: Jeg forstår godt Joachim smutter

- Det er meget naturligt, at de er her som en del af deres protektorat. Der blæser nogle nye vinde, og dem skal vi have det bedste ud af, siger han til BT.

Mange borgere og politikere fra Sønderjylland var ikke sene til at beklage og kritisere, at prins Joachim har solgt slottet og er flyttet fra området. Carl Holst er dog overbevist om, at flytningen ikke kommer til at have så stor negativ betydning for området, som nogle har spået.

- Jeg er helt sikker på, at de vil komme til at bevare en tæt kontakt til området, og det er dagens reception et godt eksempel på, siger Carl Holst.