Der har sjældent været så meget gang i den dansk-amerikanske by Solvang, som da Prins Henrik kom til byen.

'Hvad sker der?' råbte en ung, amerikansk turist, og skyndte sig at komme af vejen sammen med sin kæreste, inden folkemængden trampede dem ned. Solvang, den danske koloni, der ligger to timer nord for Los Angeles i Californien, var blevet sat på den anden ende. Prins Henrik var nemlig kommet til byen for at fejre både sin egen og byens fødselsdag. Solvang kan nemlig fejre 100-års fødselsdag senere på året, Prinsen fyldte dog kun 77 år netop på denne dag. Derfor havde bagermester Bent Olsen, der kom til Solvang som dansk indvandrer for mere end fyrre år siden, også lavet en stor, fin fødselsdagskage.

Kan nu selv låse sig ind


Kagen fik Prins Henrik overrakt under et fint arrangement i byens park, hvor folk og fæ fra Solvang og omegn havde stimlet sig sammen for at møde Prinsgemalen. Han ankom standsmæssigt i to store, sorte SUV-vogne med politieskorte, og man forventede hvert øjeblik at Jack Bauer ville hoppe ud af en af bilerne. Områdets lokale hornorkester, Valley Wind Orchestra, forsøgte sig med en snegleversion af ’Champagnegaloppen’ , samt ’Der er et yndigt land’, som byens lokale sopran sang på klingende ameri-dansk. Det krævede sin mand at stå igennem Valley Wind Orchestras massakre på den danske sangskat, men Prins Henrik klarede det oprejst pande og stoisk ro. Herefter gik han på scenen og modtog en gave fra byens borgmester. Det var, ganske tradtitionsrigt, nøglen til byen Solvang, hvilket fik Prins Henrik til ganske morsomt at indlede den efterfølgende tale med ordene:

'Det bliver en stor hjælp, når jeg kommer forbi uden at være inviteret.'

'Vi skulle egentlig bare smage noget vin'

Rie Nyborg og Marie Hansen var blandt de meget få danskere, der var til stede. De bor henholdsvis i Californien og Schweiz, og det var næsten et tilfælde, at de var til stede:

- Vi sad og planlagde en vinsmagnings-tur i området, da vi så at Prins Henrik kom. Så tænkte vi, at det da kunne være meget sjovt at kigge forbi.

Ikke helt så tilfældigt var det for Barbara Evans, der bor i Solvang og som så mange andre i byen ikke har skyggen af danske aner:

- Jo, vi ved skam godt, hvem Prins Henrik er. Det står jo her i programmet!, sagde hun og viftede med den lille folder, Solvangs PR-folk havde lavet til lejligheden.

Indviede ny plads

Efter at have smagt på sin fødselsdagskage og hørt hele Solvang synge ’Happy Birthday’, gik turen gennem Solvang til fods ned til det nye Centennial Plaza, en lille plads dedikeret til Solvangs 100-års- jubilæum, som Prins Henrik skulle indvi. Og det var her, et ungt kærestepar næsten blevet gået ned af fotografer, journalister, bodyguards og officials med Prins Henrik i midten som det naturlige midtpunkt. Senere på aftenen skulle Prinsen besøge Rusack Vineyards og smage på den vin, som Solvang-området i virkeligheden er mest kendt for. Dagen efter skulle hele ekspeditionen nordpå – mandag venter et besøg i Silicon Valley, blandt andet på el-bilfabrikken Tesla.