Tasmanerne er på udkig efter kronprinsessen, der angiveligt holder ferie med tvillingerne i fødelandet. Men endnu har ingen set Mary og tvillingerne Vincent og Josephine

Hvor er Mary?

Det spørgsmål stiller mange tasmaniere sig selv i disse dage, hvor det fra kongehuset for længst er meldt ud, at Mary ville trække stikket ud for at holde ferie i nogle uger med sin familie i Tasmanien, når det officielle besøg i Australien var slut.

Men ingen har set Mary, siden det officielle besøg sluttede i Melbourne i søndags. Det skriver den tasmanske avis, The Mercury.

”Østkysten er et af Marys og hendes families favoritområder. Men de ”sharp-eyed” lokale fra Swansea til Orford har intet hørt”, lyder det nedslået fra avisen.

The Mercury har bedt tasmanerne om at have øjnene på stilke, så Mary kan blive ”fundet” igen.  Radarblikket er især rettet mod de områder af Hobart og butikker i byen, hvor Mary tidligere er blevet set under sine besøg i fødelandet.

 Men det kan være svært at holde fokus, når avisen modtager vidt forskellige oplysninger om Marys ”where abouts”. Avisen har nemlig fået meldinger fra australiere om, at Mary stadig opholder sig i Sydney.

Her forlød det, at Kronprinsessen ville blive i Australien og først ankomme til Tasmanien i løbet af denne uge. Det forlængede ophold i den australske storby skyldes angiveligt, at Mary ville have mest muligt ud af besøget i Australien.

Selv om Mary, Vincent og Josephine altså endnu ikke er blevet set i Tasmanien i almindelighed og Hobart i særdeleshed, bevarer avisen modet.

”Ved hendes tidligere besøg i staten - både de officielle og private - har Mary ikke skuffet sine fans, der har givet hende en entusiastisk modtagelse”, skriver avisen.

Dermed holder avisen fanen løftet og liv i håbet om at se Mary og tvillingerne under deres ferie.

Men måske bliver den kongelige trekløver lettere at få øje på, når kronprins Frederik ankommer til Hobart efter det officielle besøg i Vietnam slutter den 1. december.

Sammen med far ankommer prins Christian og prinsesse Isabella nemlig også til mors fødeland. Dermed er den royale storfamilie samlet igen.