Selv om der kun er tre måneder til fødslen af Danmarks første royale tvillinger, har den travle mor, kronprinsesse Mary, ikke tænkt sig at lægge benene op og gå på barsel foreløbig.

Det bekendtgjorde hun lørdag i forbindelse med præsentationen af et nyt tiltag, der skal hjælpe voldsramte kvinder ud af økonomiske problemer og ind i et nyt liv.

- Jeg har travlt, men jeg passer på. Det er spændende og dejligt arbejde, jeg laver, så jeg vil gerne fortsætte så længe, jeg kan. Så må barslen komme, når det bliver nødvendigt, for det skal selvfølgelig heller ikke blive for meget,« svarede hun storsmilende på spørgsmålene fra de fremmødte pressefolk.

Kronprinsesse i storform

I det hele taget var det en kronprinsesse i storform og strålende humør, der med Kronprinsen ved sin side løftede sløret for det nyeste tiltag fra sin egen velgørende fond.

Under overskriften 'Råd til livet' vil Mary Fonden sammen med bl.a. Nykredit tilbyde gratis økonomisk rådgivning til en stor del af de 2.000 danske kvinder, der hvert år må flytte på krisecenter for at komme væk fra et voldeligt forhold. Kvinder, der ofte er ved at drukne i gæld stiftet af deres voldelige partner, som fuldstændig har overtaget den daglige økonomi.

- Alt for mange kvinder og børn lever til daglig med den store mørke hemmelighed, som vold i hjemmet er. Økonomien er et magtmiddel, der fastholder dem i det forhold, sagde kronprinsesse Mary bl.a. til de fremmødte ved det private arrangement i Århus.

Tidligere på dagen besøgte hun Århus Krisecenter. Her gjorde mødet med flere kvinder, der for nylig er flygtet fra voldelige forhold, stort indtryk.

Modige kvinder

- Det er nogle utroligt modige kvinder. Og det var utrolig positivt at se, at selv om de først lige er kommet ud af deres voldelige forhold, kan de allerede begynde at se lidt lys ude i fremtiden. Det viser, at arbejdet gør en forskel, siger hun.

'Råd til livet' har kørt som forsøg i København i halvandet år.

Her har 450 udsatte kvinder fået hjælp til at få styr på privatøkonomien med overvældende succes. Ordningen bredes nu gradvist ud til krisecentre i resten af landet.