Selvom den hollandske prins Johan Friso nu bliver overført til et hjerneskadecenter med henblik på yderligere behandling, er der ikke belæg for at tro på mirakler for Frisos hårdt ramte familie.

Mod de massive skader der er konstateret i hans hjerne, er der nemlig intet at stille op. Det forklarer ledende neurokirurg Carsten Kock-Jensen, tidligere leder af Hammel Neurocenter, som tog sig af Præstø-børnene.

- Der findes ingen aktiv behandling overfor at fremme hjernens heling, siger Carsten Kock-Jensen ligeud.

Ikke meget at gøre

Ud fra de oplysninger der tidligere i dag kom frem fra det østrigske lægeteam, vurderer Kock-Jensen, at der i denne tidlige fase gøres en meget aktiv indsats i forhold til at behandle og forebygge yderligere komplikationer. Men det er yderst begrænset, hvad der kan gøres for den hollandske prins.

- Selv om der er tale om et relativt yngre menneske, er prognosen yderst ringe. For det første for at genvinde bevidstheden, men også for overhovedet at overleve. Så muligheden for at genvinde et fungerende liv, vil jeg sige er ikke eksisterende, siger Kock-Jensen og forklarer:

LÆS OGSÅ: 

- Det kan ikke udelukkes, at han kan vågne op, begynde at reagere og forstå ting og måske ligefrem sige et par ord. Men at vende tilbage til en tilstand, der bare ligner den han havde, er en umulighed.

Skal ikke holdes i live for enhver pris

- Og der kan fortsat støde rigtig mange komplikationer til. For når hjernen er skadet, så er hele kroppen skadet. Hjernen styrer jo alting, din vejrtrækning, din hjerterytme, nyrefunktion og hormonerne, som kan gå helt bananas. Så faren er langt fra overstået, siger Carsten Kock-Jensen. Som heller ikke mener, at prins Johan Friso skal holdes i live for enhver pris.

- Nogen gange skal man jo også vide, om man gør det rigtige for den person.