Dronningen beundrede de små kronede hoveder ved besøg i børnehave.

Dronning Margrethe smilede og grinede om kap med 100 mindst lige så glade børn, da hun fredag besøgte Margrethegårdens Børnehus i anledning af den integrerede institutions 60 års fødselsdag.

- Det var en god oplevelse for os alle, siger institutionens leder Lisbeth Borup Jakobsen og fortæller, at Dronningen tog sig god tid til at gå rundt og snakke med børnene.

Mange af dem havde i forvejen været på udflugt til Amalienborg og var derfor godt forberedt på det fornemme besøg.

- Hvor er I fine, udbrød Dronningen, da hun så de mange børn med konge- og dronningekroner på.

- Du er da også fin, svarede en pige.

En anden ville vide, hvorfor Dronningen altid har hat på.

- Når I har gjort så meget ud af det, så ville jeg da også være fin, svarede hun.

'Sover du aldrig?'

- Sover du aldrig, lød det bekymret fra en lille purk.

- Jo, jeg sover om natten ligesom jer, beroligede Dronningen ham.

- Det gør jeg aldrig, kom det hurtigt fra en barn, og så brast Dronningen i høj latter.

Børnene underholdt herefter Dronningen med sange og remse-eventyr, og så ud til at nyde besøget i Margrethegården, som hun er protektor for, i fulde drag.