Regningen til monarkiet er for høj, mener en tredjedel af befolkningen ifølge ny undersøgelse.

34 procent af danskerne er trætte af at skulle betale 342,2 millioner kroner om året til kongehuset. Det skriver Søndagsavisen, der har foretaget undersøgelsen i samarbejde med Interresearch.

Tallet tyder på, at de kongetro danskere, hvor kun 16 procent vil afskaffe monarkiet, sagtens kan være kritiske over for økonomien i kongehuset alligevel.

Dansk Folkepartis vælgere er de mest skeptiske: Hele 59 procent mener, at udgifterne til de kongelige er for store.

De, som stemmer på Enhedslisten, følger på en andenplads med 44 procent, mens blot 22 procent af de konservative vælgere mener, at kongehuset får for meget.

En af Danmarks mest højlydte monarki-kritikere er De Radikales Zenia Stampe, der er formand for og medstifter af Den Republikanske Grundlovsbevægelse.

- Beløbet svarer til de samlede udgifter for Den Danske Filmskole, Statens Teaterskole, Danmarks Biblioteksskole, Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og Danmarks Designskole tilsammen, siger hun om de 342,2 millioner.

Beløbet stammer fra rapporten 'Offentlige udgifter til Kongehuset i 2009'.

Zenia Stampe tror på ingen måde, at kongehuset tjener sig selv hjem igen, og mener desuden, at en præsident ville kunne gøre arbejdet både bedre og billigere.

Historiker og gæsteprofessor ved Københavns Universitet Lars Hovbakke Sørensen er meget uenig.

- Jeg tror bestemt ikke, at en præsident ville være billigere end en monark. En præsident skal jo stadig have sikkerhedsfolk, ­præsidentpalads og den slags, siger han.

Efter hans vurdering er monarkiet sandsynligvis en god forretning, men det er ikke eksistensberettigelsen, lyder det.

- Kongehusets værdi kan ikke gøres op i penge. Det fungerer som et unikt samlingspunkt for hele befolkningen, uanset hvilken religiøs, politisk eller etnisk baggrund man har, siger historikeren.

Undersøgelsen viser desuden, at 47 procent af danskerne mener, at beløbet er passende, mens kun to procent mener, at det er for lidt, skriver Søndagsavisen.

/ritzau/