I dag er det prins Christians fødselsdag, hurra hurra hurra. Om H. K. H. Prins Christian er blevet vækket med morgensang i dag, vides ikke. Men sikkert er det, at den lille prins i dag lørdag fylder seks år.

Hvordan dagen skal fejres, ved kun familien, men det sidste par år er han både blevet fejret af venner og familie, så mon ikke han også bliver det i år. Ifølge Billed-Bladet skulle prins Christian i går fejres i skolen med sang og flag.

Prins Christian

Det seneste år har været et begivenhedsrigt år for prins Christian.

D. 8. januar blev prins Christian for anden gang storebror. Denne gang til tvillingerne Vincent og Josephine. Prins Christian har flere gange i løbet af året vist, at han er den ældste i børneflokken, der passer godt på sine mindre søskende. Ved tvillingernes barnedåb i april viste han sig eksemplarisk ved at være høflig, have overskud til at se, om tvillingerne havde det godt, til at holde sin lidt vildere lillesøster prinsesse Isabella i hånden, når hun var på vej væk igen og til at svare på spørgsmål fra pressen.

12. august var endnu en stor dag for den lille prins, der er ved at blive stor. Her startede han nemlig i 0. klasse på Tranegårdskolen i Hellerup. Her skal han ligesom alle andre børn lære at læse og skrive. Og at prins Christian er en helt normal dreng, forklarede han selv, da en klassekammerat i skolegården råbte prins Christian til ham.

- Jeg vil ikke kaldes for prins Christian. Kun Christian, skal han have sagt bestemt til sin skolekammerat.

B.T. siger et stort tillykke med fødselsdagen til prins Christian.