Kronebil overså skiltene og kørte mod færdselsretningen ud for Dokk1 i Aarhus.

»Hov, jamen er det ikke?«,,,

En vågen århusianer så søndag kl. 13.20 en af Kongehusets biler, Krone 101, komme kørende på Mindet ud for Dokk1, og han var hurtig til at tage billeder, da bilen tilsyneladende heller ikke - som mange århusianere - kan finde ud af skiltningen, skriver Århus Stiftstidende.

Den sorte Audi A8 med nummerpladsen Krone 101, der normalt transporterer Prins Henrik, tog den lige vej hen over kanststen og valgte, som de fleste andre biler og lastbiler på vejen, at køre over i venstre vejbane og altså forcere jernbanesporet imod færdselsretningen for at komme frem til lyskrydset ved Europaplads.

Aarhus Kommune erkender i dagens udgave af Århus Stiftstidende, at hele trafikløsningen ved Dokk1 er gal, og at skiltning og spærring ikke fungerer:

»Vi er nødt til at gentænke hele løsningen ved Dokk1,« siger den fungerende leder af kommunens mobilitetsafdeling, Anton Iversen.

Se flere billeder af trafikforseelsen på stiften.dk