Derimod siger jura-professor Ditlev Tamm, at det vil være Dronningen, der bestemmer forældre-myndigheden ved en skilsmisse.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Mary skal ikke automatisk afgive retten til sine børn i tilfælde af en skilsmisse. Faktisk kan hun lige så vel som Frederik få forældremyndigheden over deres kommende børn, meddeler hoffet. Men i praksis kan hun dog ikke stille meget op.

»Mary Donaldson er fuldstændig ligestillet med kronprins Frederik. Loven om forældremyndigheden gælder også de kongelige. Det er ikke anderledes,« siger kontorchef i Kabinetssekretariatet Henrik Gam.

I den kommende kronprinsesses hjemstavn, Tasmanien, har bølgerne ellers gået højt, da det rygtedes, at Mary havde underskrevet et dokument, hvori hun ved en skilsmisse automatisk giver Frederik fuld myndighed over deres kommende arvinger. Men det afviser hoffet.

Fælles myndighed
»Der er os bekendt ikke lavet nogen særregler. Kronprins Frederik og Mary er begge omfattet af den danske lovgivning på det punkt. Udgangspunktet er jo, at man ved en skilsmisse har fælles forældremyndighed. Men hvis det så giver problemer, fordi man ikke kan enes, kan der blive truffet afgørelse om, at forældremyndigheden bliver overført, således at kun den ene har forældremyndighed. Og i sidste fald kan domstolene jo afgøre det,« siger kontorchef i Kabinetssekretariatet Henrik Gam.

Ville Mary så i princippet kunne vælge at rejse ud af landet med deres fælles børn?

»Det afhænger jo af forældremyndigheden, og det forudsætter, at hun har forældremyndigheden alene. Med delt forældremyndighed kan man jo ikke bare tage børnene med, hvis den anden protesterer,« siger Henrik Gam.

»Omkring 91 procent af alle børn, der ikke bor sammen med begge forældre, bor sammen med moderen. Det er moderen, der i langt de fleste tilfælde bliver den primære omsorgsperson,« siger familieretsadvokat og talsmand for foreningen Børn og Samvær Viggo Bækgaard.

Og hvis Mary ville flytte tilbage til Tasmanien med børnene, ville det ikke nødvendigvis være en barriere for at få tilkendt børnene.

Det afgørende ord
»Vi havde en sag med en mor, der fik forældremyndigheden, på trods af at hun skulle til USA,« siger Viggo Bækgaard.

Men selv om hoffet forsikrer om, at Mary er ligestillet med Frederik i tilfælde af skilsmisse, ser det dog noget anderledes ud i praksis. For i kongehuset har regenten det sidste og afgørende ord i retlige sager.

»Både Mary og kronprins Frederik hører til Dronningens Hus, som det hedder i den gamle lov. Og her bestemmer Dronningen. Når Frederik så bliver konge, er det ham, der bestemmer, og så er Mary og Frederik ikke ligeberettiget mere,« siger Ditlev Tamm, professor, dr.jur.

Selv om Frederik skulle vælge at følge almindelige danske regler, kan de kun blive fulgt til en vis udstrækning, mener Ditlev Tamm.

»Hvis vi forestiller os, at han er konge, og hun er dronning, og de finder ud af, at de skal skilles, er det i princippet kongen, som bestemmer hvordan afgørelsesmåden skal være. Og der er selvfølgelig nogle særlige hensyn. Det er jo svært at forestille sig, at Mary Donaldson flytter hjem til Australien med den nye kronprins,« siger han.

Kan ikke anlægge sag
Så selv om Mary ikke har underskrevet et dokument, hvori hun frasiger sig retten til sine børn, og på trods af at hun og kronprins Frederik ifølge hoffet begge er omfattet af samme lov om forældremyndighed, er der ikke meget, Mary i praksis ville kunne stille op, hvis hun skulle være uenig med Frederik under en skilsmisse.

»Man kan ikke anlægge sag mod nogen i kongehuset. De kan heller ikke sagsøge hinanden, så Mary Donaldson ville ikke kunne gå til en dansk domstol og anlægge sag mod Frederik for at få forældremyndigheden. Kun hvis domstolene giver en særlig tilladelse,« siger Ditlev Tamm.

rbj@bt.dk