Det var ikke kun Ulf Pilgaard, der fik sig en oplevelse udover det sædvanlige, da Dronningen holdt sit store bal for kulturtoppen.

Også popstjernen Thomas Helmig kom i uventet nærkontakt med regenten.

- Jeg nåede lige at tænke: Gud, hvad skal vi snakke om? griner Helmig, da B.T. fanger ham på telefonen.

Sammen med Renée var også den århusianske sanger inviteret ind i varmen på Christiansborg Slot. Og da den formelle del med middagen var overstået, blev Thomas Helmig diskret hevet i ærmet.

- Dronningen vil gerne samtale, fik han hvisket i øret. Og så var det bare med at tage en dyb indånding.

- Men det er hun jo virkelig dygtig til. Man går ikke i stå. Jeg kan dårligt huske, hvad vi talte om. Men hun spurgte mig i hvert fald, hvad jeg gik og lavede. Og så fortalte jeg det. Og da jeg så var kommet igennem det, spurgte jeg så til, hvad hun gik og lavede, griner han.

- Det var en meget anderledes oplevelse, indrømmer Thomas Helmig, som i aftenens udsendelse ikke lægger skjul på, at også Renée var ret høj på den konto.

- Renée fik aktiveret alle sine prinsessedrømme. Det med at lege, at man er til fest på slottet. At man er Askepot.

suss@bt.dk