KØB PLUS!

Her giver hun afkald på en lovende karriere

Fra veluddannet karriere-kvinde til husmor på første klasse

Europas nye hold prinsesser er alle veluddannede kvinder, der ofrer karrieren for et liv som husmoder på første klasse

Lørdag sagde arvestorhertug Guillaume og grevinde Stéphanie de Lannoy ja til hinanden ved et stort royalt bryllup i Luxembourg.

Og dermed meldte endnu en ung, veluddannet og fremadstormende kvinde sig ind i klubben af europæiske tronfølger, der har valgt at droppe karriereambitionerne for at leve livet i det gyldne bur. Med sig ind i ægteskabet tager Stéphanie en række uddannelser indenfor sprog og litteratur.

Se de officielle bryllupsfotos: Her er alle de kongelige gæster

Men hvad er det, der får moderne karrierekvinder til frivilligt at påtage sig den traditionelle rolle som husmor - om end det er på førsteklasse?

- Det er den ultimative prinsessedrøm, som alle piger bliver opflasket med, der går i opfyldelse. Men det er et mærkeligt paradoks i forhold til det liv, de kvinder ellers ville leve. Og det er nok heller ikke så sjovt at være prinsesse, når det kommer til stykket. Men drømmen består, og er man først kommet på kongelig apanage, har man trods alt ressourcerne til at leve et godt og luksuriøst liv, siger kønsforsker ved Roskilde Universitet Karen Sjørup.

Historiker og kongehusekspert Lars Hovbakke Sørensen påpeger, at den nye generation af royale gifter sig af kærlighed i modsætning til tidligere, da ægtefællen skulle have blåt blod i årerne.

Et specielt job

- Ligesom alle mulige andre gifter de her kvinder sig med den, de er forelsket i. Der følger bare et ret specielt job med, hvor der er meget fokus på ens familieliv. Og det skal de selvfølgelig overveje, om de er villige til at gå ind i, siger han.

Livsstilsblogger og journalist Sarah Skarum tror især, at det er jetsetlivet, der trækker.

- Jeg har netop anmeldt bogen Europas kronprinsesser, og i den fremgår det, at de bare har mødt den store kærlighed. Men når man ser billeder af de her mænd, tænker man ofte, at de måske havde scoret knap så godt, hvis ikke lige de var kronprinser. Så det er nok mere det gode liv med ski i Schweiz, sommerferie på den franske rivera og smukke kjoler fra de store haute couture-huse, der lokker, siger hun og tilføjer som eksempel, at 28-årige Stéphanie de Lannoy blev gift i en håndbroderet sag fra den kendte designer Elie Saab.

Frihed til fordybelse

- Alt det får man ikke, hvis man gifter sig med kollegaen fra ejendomsmæglerkontoret. Det er da fristende og helt fair, at de vælger den vej. Men jeg kunne godt efterlyse, at de brugte deres position lidt mere aktivt til at få sat fokus på nogle vigtige sager, siger Sarah Skarum.

Lars Hovbakke Sørensen mener netop, at rollen som kronprinsesse har udviklet sig i retning af, at de har mere frihed til at forfølge de emner og opgaver, der interesserer dem.

- Før i tiden havde de en mere tilbagetrukken rolle , hvor de stod i skyggen af manden og støttede nogle fonde i fællesskab. I dag har de i langt højere grad mulighed for at skabe deres egen profil og udfylde deres rolle uafhængigt af manden, siger han.

Sarah Skarum undrer sig over, at kronprinsesserne hyldes som forbilleder.

- Jeg har svært ved at se, hvad mange af prinsesserne gør, udover at være godt gift og flot klædt på.

39-årige Mette-Marit blev gift med kronprins Haakon den 25. august 2001. Hun har studeret ved historisk-filosofisk institut på universitetet i Oslo, og i 2003 tog hun en række fag ved University of London. Kronprinsessen har netop afsluttet en master i ledelse fra Handelshøyskolen BI - et deltidsstudie hun begyndte på i 2008. Mette-Marit har en søn fra et tidligere ægteskab samt en søn og en datter med Haakon.

40-årige Mary har en bachelor i jura og erhvervsøkonomi fra University of Tasmania. Hun har bl.a. gjort karriere hos DDB Needham (Melbourne), Young & Rubicam (Sydney), inden hun i 2002 flyttede til Danmark og blev ansat hos Microsoft Business Solutions som projektkonsulent. Hun har også arbejdet i Edinburgh og Paris. Hun blev gift med kronprins Frederik 14. maj 2004. Siden har parret fået fire børn.

30-årige Kate Middleton blev gift med den britiske tronfølger, prins William, den 29. april 2011. De mødte hinanden i 2001 på St. Andrew University, hvor hun læste kunsthistorie. Efter studietiden arbejdede hun som indkøber i den engelske tøjkæde Jigsaw, I 2007 sagde hun op og arbejdede efterfølgende i sine forældres virksomhed, Party Pieces. 

Den 40-årige kronprinsesse blev gift med Spaniens tronarving, Felipe, den 22. maj 2004. Da hun forelskede sig i ham, var hun Spaniens mest populære nyhedsværtinde. Hun har en bachelor i journalistik og en master i audiovisuel journalistik, og har arbejdet på en lang række aviser og tv-stationer både i Spanien og Mexico. Parret har to døtre. 

Se de officielle bryllupsfotos: Her er alle de kongelige gæster

Læs også: