Det var en alvorlig prædiken om håb midt i en håbløs krig, præsten holdt for de kongelige kirkegængere i Fredensborg Slotskirke.
Der var stort royalt rykind i Fredensborg Slotskirke juleaftensdag, da klokkerne ringede til gudstjeneste kl. 16.30.
Hele den kongelige familie på i alt 41 medlemmer fejrer juleaften på Fredensborg Slot, og før middagen skulle de traditionen tro til gudstjeneste i Slotskirken. Den ligger i direkte forlængelse af slottet via en speciel gang, og derfor behøvede ingen af de kongelige at træde udenfor, de de skulle frem og tilbage til kirken.
Værterne Dronning Margrethe og prinsgemalen dukkede selvfølgelig op til julegudstjeneste, ligesom kronprinsesse Mary, kronprins Frederik, dronningens søstre Anne-Marie og Benedikte samt deres familie også satte sig til rette på kirkebænkene. Men også nogle af de yngre gæster forlod slottet og det fem meter høje juletræ i Kuppelsalen.
Helvede på jord
Det var den 38-årige præst, Simon Agge Drigsdahl, der stod for gudstjenesten. Og han havde valgt et alvorligt tema for årets juleprædiken. Nemlig 1. verdenskrig for nøjagtigt 100 år siden, d. 24. decemnber 1914. Krigen havde været i gang i fire måneder, det var frostgrader, og alle ligene blev dækket rimfrost.
»Det var helvede på jord, men ikke desto mindre skete der noget underfuldt denne juleaften,« lød det fra Simon Agge Drigsdahl fra prædikestolen, hvorefter talen blev til et budskab om håb for de royale tilhørere.
De tyske soldater satte små juletræer øverst på deres skyttegrave og begyndte at synge glade jul. Englænderne på den anden side af skyttegraven klappede og bad om mere, og derefter mødtes alle de unge soldater i ingenmandsmand, hvor de udvekslede gaver, konserves, cigaretter og brændevin. Bagefter blev de enige om at begrave de døde uden at skulle frygte for hinandens kugler og granater og endte til sidst med at spille fodbold og udpege, hvor minefelterne er, sagde præsten og fortsatte:
»Denne spontane julefred 1914 blev ikke gentaget året efter. Officerer på begge sider gav ordre om, at det ville blive anset for landsforræderi, hvis nogen forsøgte at gentage succesen. Men ikke desto mindre var julefreden en virkelig begivenhed som omfattede store dele af Vestfronten. Den lille fred i den store krig er den siden blev kaldt. Og dermed spejler den sig smukt i julens evangelium,« lød prædiken til de små og store kongelige familiemedlemmer.
