Prins Joachim slipper for at betale ejendomsværdiskat

Prins Joachim kan se frem til en gedigen skatterabat, når han og familien i løbet af kort tid flytter ind i deres nye luksuspalæ i Klampenborg nord for København.

Ifølge kildeskatteloven slipper prinsen nemlig for at betale ejendomsværdiskat, der ellers gør et ikke uvæsentligt indhug i boligejernes økonomi.

Beregninger, som BT har foretaget, viser, at prins Joachim sparer 137.650 kr. om året ved skattefriheden. Penge, som den tidligere ejer af kæmpehuset i Klampenborg, erhvervsmanden Lars Thylander måtte hoste op med.

Prins Joachim modtager årligt knap 3,4 mio kr. i apanage, og han og prinsesse Marie er desuden fritaget for at betale registreringsafgift, vægtafgift og moms af deres indkøb.

Medlem af Folketinget for Enhedslisten Henning Hyllested er forarget over, at kongehuset, der årligt modtager store beløb i apanage, ikke betaler ejendomsværdiskat.

- At være født til sådan et privilegium er simpelthen ikke en demokratisk retsstat værdigt, siger han og uddyber, at den groteske skatterabat i øvrigt bliver udstillet af, at prins Joachim har solgt Schackenborg Slot for 100 millioner kroner.

Joachim og Maries nye hjem

- Vi er af princip imod, at man bliver født til særlige privilegier. Denne her situation udstiller jo meget godt, hvorfor vi er det og bekræfter kun vores modstand mod kongehuset. Det er ikke rimeligt, at nogle slipper for at betale ejendomsværdiskat, når alle andre skal, siger Henning Hyllested.

Prins Joachim er dog ikke fritaget for at betale grundskyld til Gentofte Kommune, hvilket beløber sig til 65.000 kroner om året.

Solgte til fond

Hoffet offentliggjorde 1. juli, at prins Joachim, efter at have boet på Schackenborg i Møgeltønder i Sønderjylland i mere end tyve år, havde solgt slottet til en fond ejet af familierne bag virksomhederne Lego, Ecco og Danfoss. I stedet ville prins Joachim, prinsesse Marie og børnene prins Henrik og prinsesse Athena flytte til hovedstadsområdet.

Joachim og Maries nye hjem

I sidste uge skrev boligsiden Boliga, at prins Joachim og prinsesse Marie fremover skal bo i Klampenborg, hvor familien får 600 kvadratmeter bolig og en grund på 2.500 kvadratmeter at boltre sig på. Derudover har huset en stor swimmingpool, biograf, vinkælder og et ’gun room’ til opbevaring af jagtvåben.

Handlen er endnu ikke tinglyst, hvorfor det ikke er muligt at få oplyst salgsprisen. Men udbudsprisen på 35 millioner kroner gør utvivlsomt, at prins Joachim har måttet betale dyrt for den nye bolig.

Levn fra gammel tid

At kongehuset ikke betaler skat, herunder ejendomsværdiskat, er et levn fra gammel tid, forklarer historiker og kongehusekspert Lars Hovbakke Sørensen.

- Det kommer fra dengang, hvor kongen havde politisk magt i praksis og bestemte alt. Det var kongen, der opkrævede skatterne og kunne beslutte, at han ikke selv skulle betale skat. Dronningen er formelt stadig den øverste repræsentant for staten og bliver betragtet som staten, og da staten ikke betaler skat til sig selv, betaler kongehuset heller ikke skat eller moms, siger Lars Hovbakke Sørensen.

Joachim og Maries nye hjem

LÆS MEGET MERE OM JOACHIMS ØKONOMI OG OM HUSHANDELEN I BT I DAG