Jannick Brennum, førende dansk neurokirurg, klinikchef ved neurokirurgisk center på Rigshospitalet, har ofte stået med patienter, hvis situation minder om den 43-årige hollandske prins Johan Frisos.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Fredag kom det frem, at prinsens hjerne havde fået massive skader, efter prinsen i sidste uge blev begravet i en lavine i 50 minutter.

- Den hollandske kongefamilie står i en frygteligt svær situation. Bør behandlingen evt. ophøre? Vil prinsen kunne se frem til at få et liv, som han selv vil være tilfreds med? Har han skrevet et livstestamente, som røber noget om hans egne ønsker i den situation? Det kan meget vel være en ulidelig situation, de står i. Den påvirker mig hver gang, når jeg som læge står på sidelinjen, siger han.

Grund til at kæmpe

Han erkender, at det er pessimistiske meldinger, de østrigske læger er kommet med om prinsens tilstand, men han mener på den anden side, der kan være mange gode grunde til at fortsætte kampen for at få ham tilbage til et liv, der er værd at leve.



- Det ser ikke ligefrem lyst ud - vurderet ud fra hospitalets meldinger. På den anden side kan det meget vel se dystert ud i en periode, og pludselig sker der alligevel uventede bedringer, Vi neurokirurger bliver jævnligt overraskede over hjernens evne til at reparere sig selv. Så der er god mening stadig at se tiden an, siger han.

Derfor skal patienten bedøves

Ifølge neurokirurgen kan hævelser og væskeansamlinger i hjernen gøre det vanskeligt i den første periode at få et klart overblik over livschancerne.

- Disse hævelser og ødemer opstår som resultat af både den manglende ilttilførsel og eventuelle traumer, slag eller kvæstelser. Via scanninger og trykmålinger kan vi så følge med i, hvad der sker. Hvis trykket i hjernen og det tryk, hjertet pumper blod frem til hjernen med, bliver lige højt, stopper blodtilførslen, og hjernen dør. Det er det, vi så hårdt kæmper for at undgå ved bl.a. at holde patienten bedøvet.

For kongefamilien kan det ende med to scenarier.



- Viser det sig, at han er hjernedød, er der ikke noget valg. Så er al yderligere behandling nyttesløs. Det svære dilemma står de overfor, hvis han må regne med at blive svært mentalt og fysisk handicappet. Har han ikke selv skrevet testamente, hvori han giver udtryk for sine ønsker, må familien træffe den svære afgørelse ud fra de fortællinger om prinsen, de har. Eventuelle udtalelser fra ham om det svære spørgsmål, siger klinikchefen fra Rigshospitalet.