Som BT tidligere har beskrevet, er antallet af grevinde Alexandras protektioner gennem de senere år blevet halveret. Og alligevel kunne to økonomer fortælle, at hun kan se frem til en lønstigning. Nu har hun fået et nyt job.

Efter at grevinde Alexandra mistede sin protektion for DR's pigekor, fortalte Randers Regnskov og Dansk Blindesamfund efterfølgende, at der gik flere år mellem hendes besøg.

Men det afholder ikke erhvervslivet fra at hyre hende til nye job. Det næste job i rækken er til en konference på Bella Sky i København til november. Det er Teknologisk Institut, der afholder en 'high performance' dag, hvor folk fra erhvervslivet skal hjælpe virksomheder og erhvervsfolk til at præstere bedre.

Arrangøren bag 'High Performance'-Dagen, seniorkonsulent på Teknologisk Institut Signe Hyldgaard Heskia, mener dog, at grevinde Alexandra vil passe godt ind som taler på konferencen.

- Vi har valgt hende, fordi hun er en meget interessant person, som jeg vurderer, vores kunder rigtig gerne vil høre, siger Signe Hyldgaard Heskia og fortsætter:

- Hun er en inspiration, og det er en interessant rejse, hun har været på rent forretningsmæssigt.

Til konferencen skal grevinde Alexandra snakke om blandt andet personligt lederskab sammen med Morten Albæk fra Vestas.