Dronning Margrethe har måttet stå i spidsen for den traditionsrige nytårskur på egen hånd, efter hun nytårsaften annoncerede, at prins Henrik havde valgt at gå på pension.

Alt imens har prins Henrik udnyttet sin status som nyslået pensionist til fulde og byttet de traditionsrige nytårskure og det kolde danske januarvejr ud med en ferie i Syditalien.

Her er den danske prinsegemal taget på en lidt utraditionel shoppingtur i Napoli, hvor han har besøgt kunstneren Marco Giuseppe Ferrigno, der er berømt for at lave figurer i træ til krybbespil og for at man kan bestille figurer, der ligner én selv.

Netop en sådan figur har prins Henrik bestilt, fortæller Marco Giuseppe Ferrigno i et interview med BT:

»Prins Henrik har købt figurer til et krybbespil. Han har købt jomfru Maria, Josef, Jesusbarnet, de tre vise mænd og to dyr. Figurerne er 20 cm høje. Og så har han bestilt en figur af sig selv, hvor han forestiller en fårehyrde. Så vi har fotograferet ham og skal lave figuren i næste uge. Den bliver 40 cm høj, og den skal laves sådan, at brillerne kan tages af og på,« siger Marco Giuseppe Ferrigno til BT.

Venlig og omgængelig

Marco Giuseppe Ferrigno fortæller, at prins Henrik var i butikken i over en halv time, og han beskriver den danske prinsgemal som værende meget venlig og omgængelig.

»Han var meget åben, meget demokratisk i ordets bedste betydning. Og vi fik alle lov at tage billeder sammen med ham. Han virker som en meget venlig person. Når man taler om regenter, så tænker man ofte, at de er reserverede, men han var meget omgængelig,« siger Ferrigno om prins Henrik, der ikke har været set i Danmark, siden han gjorde Dronningen selskab ved kongehusets nytårstaffel den 1. januar i år.

Prins Henrik er langtfra den første berømthed, der har ladet sig portrættere som fårehyrde af Marco Giuseppe Ferrigno. Også den spanske konge og to italienske præsidenter har været kunder i han værksted.

Besøg af kongen

Marco Giuseppe Ferrigno skrev efterfølgende på Facebook, at han har haft besøg af den danske konge. Men overfor BT understreger han, at prins Henrik ikke præsenterede sig selv som konge af Danmark.

»Det var tolken, der sagde det. Jeg vidste ikke, at hans titel var prins,« siger han.

Det er ikke første gang, at prins Henrik tager til Italien uden dronningen. Sidste år kom prins Henrik i modvind hos danskerne, da han rejste til kanalernes by Venedig dagen efter dronningens fødselsdag, som han ellers havde meldt afbud til på grund af sygdom.

Det vides ikke, hvor længe prins Henrik vil opholde sig i Italien, men det er planlagt, at han skal deltage i jagt i Grib Skov torsdag den 14. januar.

Køb BT i dag, og læs, hvad danskerne mener om prins Henriks pension på side 4-5.