Få minutter efter at Margrethe var gået forbi faldt en garder omkuld.

Om det var varmen i Drabantsalen eller for lidt væske er ikke til at vide.

Men i hvert fald blev det onsdag aften for meget for en af garderne at skulle stå op i længere tid ved regentparrets middag på Christiansborg Slot for Folketinget og EU-parlamentets danske medlemmer, så det endte med, at han pludselig dejsede omkuld foran alle pressefolk.

Garderen havde i forvejen stået på rad og række for at tage imod de festklædte gæster i en times tid, og de kongelige var netop, med Regentparret som det sidste i rækken, gået forbi, da han ikke kunne mere, dejsede omkuld og måtte slæbes ind i et rum ved siden af.

Der blev straks taget godt hånd om ham, og mon ikke han hurtigt kom på benene igen efter et lille hvil.