Der var lagt op til det helt store eventyrbryllup, da svømmeprinsessen Charlene Wittstock i sommeren 2011 skulle giftes med fyrst Albert II i det lille stenrige fyrstedømme Monaco.

Men forinden var da kastet en del grus i maskineriet. Rygterne svirrede om, at hun var stukket af, at hun ikke kunne forlige sig med sin fyrst Alberts løsslupne fortid. Rygter der fik endnu flere ben at gå på, da tårerne fossede ud af Charlene under ceremonien.

- Alt var bare så overvældende og følelserne så blandede netop på grund af rygterne. Alle spændingerne var bygget op i mig og jeg brød ud i gråd, siger fyrstinde Charlene i et eksklusivt interview med Sunday Times, hvor hun klart afviser, at der var grobund for rygterne.

- Og så brød jeg i gråd en gang til, fordi jeg pludselig blev flov over, at hele verden lige havde set mig græde, fortæller hun videre om den store dag.

Der blev ikke sparet på festlighederne i Monaco og brylluppet menes at have kostet knap 600 millioner kr.

I dag kan hun se tilbage på brylluppet med glæde og taknemmelighed og med tiden forhåbentlig fylde paladset i Monaco med små trippende fødder.

- Men jeg vil ikke presse mig selv. Jeg er stadig i gang med at omstille mig til den nye rolle og vænne mig til at have det store ansvar, siger hun til Sunday Times.