De to australske radioværter, der lavede den fatale telefonjoke med hospitalet, hvor Kate Middleton var indlagt i december, har nu fået lukket deres program på radiostationen 2DayFM. Det skriver The Guardian.

Radioværterne Michael Christian og Mel Grieg får dog lov at beholde deres job på radiostationen efter den uheldsvangre episode, hvor de som en joke ringede op til det hospital, hvor Kate Middleton var indlagt med svære gener fra sin graviditet og hvor de foregav at være Dronning Elisabeth og Prins Charles.

Sygeplejersken, som svarede telefonen og ufrivilligt blev en del af radioværternes telefonfis, var den 46-årige mor til to Jacintha Saldanha. Hun tog efterfølgende sit eget liv angiveligt på grund skam over, at hun hoppede på værternes joke og udleverede fortrolige oplysninger om hertugindens tilstand.

Radioværterne trak efterfølgende overskrifter i alverdens medier og blev hængt ud som ansvarlige for sygeplejerskens selvmord. Siden har de været på orlov fra radiostationen.

- Vi ser frem, til at Mel og MC (Michael Christian, red.) vender tilbage til arbejdet, når tiden er inde, i roller, hvor deres talenter kommer til sin ret - deres fremtidige opgaver vil vi diskutere med dem, når de er klar til det, siger Rhys Holleran som er chef hos radiostationens ejer Southern Cross Austereo.