- Det er sundheden, det handler om.

Sådan sagde Kronprins Frederik i et eksklusivt interview med B.T. i august, da han for første gang fortalte om, hvorfor han havde valgt at gå efter at blive medlem af den internationale olympiske komite.

- Jeg håber, at kunne bruge IOC som en platform til bl.a. at motivere børn og unge til at dyrke motion, fortalte han om sin mærkesag.

Kort efter fik han jobbet.

Den 15.-17. juni i år fik kronprinsen så en enestående mulighed for at kæmpe for sin mærkesag, da 586 deltagere fra 92 lande var samlet til IOCs verdenskongres i Finland med fokus på netop dette område. Men Frederik var ikke mødt op. Han var i stedet taget til Sydafrika for at se fodboldkamp. Det skriver Ekstra Bladet.

Så mens vuvuzelaerne truttede løs i Sydafrika, indledte IOC-medlemmerne arbejdet i Finland.

- Det er helt klart, at vi er nødt til at gøre mere for at få flere mennesker til at bevæge sig. Det er derfor vi er her, lød det fra IOC præsident Jacques Rogge fra talerstolen.

Kronprinsen havde dog prioriteret sit arbejde fra til fordel for kampen mod Holland, der blev spillet 14. juni. Ifølge Ekstra Bladet var kronprinsen dog hurtigt tilbage i Danmark efter nederlaget mod VM-finalisterne. Samme dag som hans IOC-kollegaer afsluttede deres arbejde indviede han således et motionscenter.

Kronprinsens rådgiver afviser, at Frederik ikke interesserer sig for IOCs arbejde:

- Kronprinsen arbejder med forskellige emner på de indre linjer i IOC, siger Morten Roland Hansen til Ekstra Bladet.