Et billede af det danske kronprinspar og en artikel om Marys interesse for mode.

Det skulle gerne gøre danske varer mere interessante for de spanske forbrugere.

Frederik og Mary er nemlig et del af et 33 sider langt tematillæg om Danmark i det spanske magasin Vogue Ninõs. Et tillæg, der skal åbne spaniernes øjne for danske produkter.

Og her er det altafgørende, at kronprinsparret er med i bladet, mener eksportchef Michael Hillmose fra Dansk Mode og Textil.

- Kongehuset tiltrækker læsere, så når der står på forsiden, at man kan læse om det danske kongehus' modeinteresse, vil langt flere læsere bladre op i magasinet. Det danske kongehus er jo meget populært i udlandet, siger han til Ritzau:

- De danske virksomheders brands er ikke stærke nok i sig selv til at få folk til at bladre op, siger han.

Ud over artiklen om Frederik og Mary indeholder magasinet også en række interviews med kendte danskere som Helena Christensen og Connie Nielsen. Desuden indeholder den en modereportage fra Danmark og artikler om dansk mad og økologi med bl.a. Claus Meyer.

Magasinet er netop nu i butikkerne overalt i Spanien og vil være til salg de næste seks måneder.

Tillægget er blevet til i samarbejde mellem Vogue Ninõs, den danske ambassade og Dansk Mode og Textil. Spanierne kan købe bladet de næste seks måneder.